Mindsteløn ved lov er en foræring til de gule
Faglig Tendens: Enhver "let" løsning som lovfæstet mindsteløn bør afvises. Den fører kun til nye muligheder for foretagender af tvivlsom lødighed. Og i sidste ende en nedbrydning af den danske aftalemodel.
Kan det virkelig være rimeligt, at hver gang, der ankommer seks bygningsarbejdere fra Polen, så skal de modtages af en hel lille hær af fagforeningsfolk med fanerne rullet ud og uvenlig attitude for at sikre, at de danske overenskomster ikke bliver underløbet.
Og hvad, hvis historien gentager sig 10, 20 eller 100 andre steder samtidig?
Vil fagbevægelsen så overhovedet magte opgaven og stille de enheder af blokadevagter, som det kræver? For man skal jo også lige holde øje med, at ham vinduespudseren, der netop er gået i land fra Swinoujscie-færgen i Frihavnen med sin stige og spand, også bliver dækket af dansk overensomst.
Vi taler om den måde, vi i Danmark har valgt at gennemføre EU's regler mod social dumping i udstationeringsdirektivet på. Vi har sagt nej til at gøre danske overenskomster alment gældende, sådan at polske og andre udstationerede ville være omfattet af danske overenskomster i det øjeblik, de pakker værktøjet ud på dansk grund.
Og vi har valgt at afstå fra den mulighed, der er for at klare problemet tilsyneladende let og uden alt for meget besvær ved at fastsætte en dansk mindsteløn ved lov.
Gammel dansk
Vi har ligeledes sagt nej til at bruge et par andre tekniske udveje af samme kaliber, som udstationeringsdirektivet åbner mulighed for.
Vi har valgt at gøre det på dansk: Det er fagbevægelsens opgave at sørge for, at arbejde, der bliver udført her i landet, også bliver behørigt aftaledækket. Til det findes der metoder: Blokade som hovedkonflikt (og det har for lige at holde det på det rene intet at gøre med at spærre adgangsveje). Hovedkonflikten åbner for etablering af sympatikonflikt, og det er i langt de fleste tilfælde sympatikonflikten, der gør kampskridtet effektivt.
Men det er indlysende, at metoden er stærkt ressourcekrævende, og det må være en tvivl på fagbevægelsens vegne om, hvorvidt den, fagbevægelsen, overhovedet er i stand til at klare opgaven, der har fået et par arbejdsmarkedsforskere - og en enkelt tidligere fagforeningsmand - til at foreslå, at man klarer opgaven på den lette måde, nemlig ved at fastsætte en mindstebetaling ved lov, som ingen i Danmark må fravige nedadgående.
Fra fagbevægelsen selv er ideen blankt afvist. - Tak for udvist interesse, men nej tak. Vi klarer opgaven selv.
Besnærende - og forræderisk
Men tanken om at finde lette tekniske løsninger er jo besnærende.
Den appellerer måske især til folk, der kan lide at se enkle løsninger for sig, hvor klodserne passer præcis i hullerne, og, hvis man for en gangs skyld skal være urimelig ondskabsfuld, så måske også til fagforeningsfolk, som har lidt svært ved at komme ud af kontorerne til det, der almindeligvis kaldes opsøgende arbejde.
Men lige så besnærende tanken kan være, lige så forræderisk er den.
Det ser jo voldsomt ud, at fagbevægelsen skal stå med hele det store udtræk, hver gang en lettisk tømrersvend ruller transitten frem.
Fagbevægelsens argumentationsrække for at gøre, som den nu engang gør, har været lang. Vi skal blot her tilføje et enkelt element, som måske har været en anelse overset.
Forestiller man sig, at Folketinget fastsatte en dansk mindsteløn (rent bortset fra, at det slet ikke vil være enkelt at gøre det), så er det jo ikke en given ting, at det bliver fagbevægelsen, der kommer til alene at stå for opgaven med at sørge for, at lønloven bliver overholdt.
Det må snarere fastslås som fuldstændig indlysende, at fagbevægelsen må slås med andre om opgaven.
En lovfæstet mindsteløn vil åbne en ladeport til foretagender af forskellige grader af underlødighed, som for en billig penge tilbyder at sørge for, at udstationerede lønmodtagere får den løn, de lovmæssigt har krav på. Samtidig kan man lige tilbyde at kaste et blik på, om ferielov, arbejdsmiljøregler, arbejdstidsdirektiv, ligebehandlings- og ligelønslov med tider respekteres.
Det bliver fede tider for "de gule".
På nas
Hver gang et reguleringsområde bliver løftet ud af overenskomsterne, så åbner det nye operationsmuligheder for "de gule". Deres eneste mulighed for at tilbyde tjenester er, at der findes alment gældende minimumsbestemmelser, der skal håndhæves.
En almindelig faglig platform, som forudsætter at de er i stand til at tilkæmpe sig overenskomster, har de - i hvert fald indtil videre - ikke i et omfang, der er værd at nævne. De er afhængige af, at lovgiver rækker dem hånden med alment gældende regler, og det er disse reglers minimumsbestemmelser, der afstikker deres operationsmuligheder.
Hvis man mener, at det nok er bedst, at fagbevægelsen står for den opgave, og at opgaven løses bedst i sammenhæng med pasningen af overenskomsternes metode til højnelse af standarderne, så er det nok klogest at holde sig langt væk fra ting som lovfæstet mindsteløn.
Der er ingen grund til at give "de gule" endnu bedre mulighed for at lukrere på fagbevægelsens resultater, end de allerede gør.
Man vil måske mene, at hvis man vælger at gøre danske overenskomster alment gældende, så må det da være fagbevægelsen, der skal holde øje med, at de bliver respekteret. Ja, muligvis. Men også kun det. Det må ganske enkelt anses for højst tvivlsomt, om det vil være foreneligt med EU-retten, som jo ikke ynder forskelsbehandling, at man skal melde sig ind i en faglig organisation for at få den ret, man lovgivningsmæssigt har krav på.
Nu bliver det rigtig uhyggeligt
Når dertil lægges, at en lovfæstet mindsteløn eller en almengørelse af danske overenskomster jo ikke kun vil gælde for tilrejsende, men også for alle os andre, ja, så er det, det bliver rigtig uhyggeligt.
Det er ikke en given ting, at fagbevægelsen vil kunne opretholde sit såkaldte procesmonopol.
For enden af glidebanen kan man se for sig, at "de gule" også kan hævde, at de for en billig penge kan tilbyde udstationerede og andre at sørge for, at 3F's, TIB's og Metals overenskomster bliver overholdt.
Der er problemer nok med de udstationeringsbestemmelser og ikke mindst omgåelsen af dem, og det er ikke afgjort, at reglerne - og forvaltninger af dem - har fundet den endelige form.
Men svaret er ikke at lovfæste en dansk mindsteløn eller noget i den retning. For enden af den glidebane kan man skimte en tiltagende erodering af den danske aftalemodel. Det er svært at se, hvad en gammel respekteret fagforeningsmand som SF's Ole Sohn skal ude på den rute.
Hvis man vil den danske model til livs, så er det bare fuld fat ned ad den sliske.
Opgaven med at overenskomstdække dette nye område er stor for fagbevægelsen, men der er ikke andet at gøre end at tage den på sig og indrette sin organisation efter det. Og hvad? Så farligt er det vel heller ikke? Opgaven adskiller sig jo principielt ikke fra den, der alle dage har været fagbevægelsens væsentligste, nemlig at sørge for ordnede forhold på de arbejdssteder, der nu engang findes.