Lettisk pige snydt for 300.000 kroner
Lettisk pige havde arbejdsuger på op til 80 timer under kummerlige forhold i kostalden - uden løn. 3F Esbjerg har nu fremsendt krav på 300.000 kroner til landmanden.
Evita Nummures hjem var et lille kammer oven på kostalden med kattelort i hjørnerne og svirrende fluer. Hun knoklede et år i træk uden en regulær fridag. Og så fik hun aldrig udbetalt sin løn.
3F kræver nu 300.000 kroner af landmanden. (Palle Peter Skov) Efter at have knoklet i årevis under kummerlige forhold til næsten ingen penge hos landmand Torben Christoffersen i Egtved, gik den 29-årige landbrugsmedhjælper Evita Nummure fra Letland til 3F Esbjerg.
3F har nu fremsendt et krav på 300.000 kroner for manglende løn og overarbejdsbetaling til landmanden, der har overgivet sagen til Kristelig Arbejdsgiverforening.
Landmanden har frist til 3. oktober.
- Er beløbet ikke gået ind på kontoen inden fristens udløb, fremsætter vi konkursbegæring, oplyser opmålerkonsulent i 3F Esbjerg Johnny Blicher, der er rystet over sagens grovhed.
Snød med lønsedlerne
Evita Nummures hjem var et lille kammer ovenpå kostalden med kattelort i hjørnerne og svirrende fluer. Hun knoklede et år i træk uden en regulær fridag. Og så fik hun aldrig udbetalt den løn, som stod skrevet på lønsedlerne. Hun har kun fået lidt kontante håndører i ny og næ.
Johnny Blicher har konstateret, at der er noget galt med landmandens lønsedler. Evitas kontoudtog dokumenterer, at der ikke er overført de beløb, der står på lønsedlerne.
For eksempel står der på lønudbetaling for maj 2005 "overført til konto kr. 6.427, 45 kr.". Men på Evitas kontoudtog kan man se, at der ikke er overført én krone.- Vi har ikke politianmeldt ham, men overvejer det for dokumentfalsk, siger Johnny Blicher og oplyser, at ToldSkat er underrettet.
Afviser kritik
Evita Nummure startede som landbrugspraktikant i februar 2003 og fortsatte som landbrugsmedhjælper. Det er medhjælpertiden, der er fremsendt krav på.
Torben Christoffersen afviser Evita Nummures kritik af arbejdsforholdene. Men erkender, at Evita har penge til gode. 73.000 kroner har han regnet det ud til, og han kalder 3F's krav for alt for stort.
- Vi er bagud med lønnen på grund af vores økonomiske situation. Derfor er der ikke gået penge ind på hendes konto, selv om det står på lønsedlerne, siger han.
Til de mange arbejdstimer hævder han, at Evita selv har valgt det.- Noget af arbejdstiden vil jeg kalde fritid, hvor hun valgte at tage sig ekstra af syge dyr. Jeg er overrasket over, at hun sagde op, siger Torben Christoffersen,
Nyt vidne kan bekræfte alt
Men efter sagen er kommet frem har der meldt sig et nyt vidne i sagen. En, der tidligere har arbejdet hos Torben Christoffersen, oplyser Johnny Blicher.
- Han kan bekræfte historien - og lidt til. Om nødvendigt i en retssal. Både hvad angår de elendige arbejdsforhold og arbejdstimerne.
Evita Nummure har knoklet hårdt på gården i Egtved med arbejdsdage på op til 15 timer. Selv juleaften og nytårsaften. Hun arbejdede ugens syv dage.
Arbejdsuge på 100 timer
Hendes timesedler fra for eksempel maj, juni og juli 2005 viser 331, 347 og 355 arbejdstimer. En af ugerne uge rundede hun de 100 arbejdstimer.
- Jeg arbejdede og sov. Jeg så aldrig andet end gården. Jeg drømte om, at Torben ville give mig min løn. Men han blev sur, når jeg spurgte, siger Evita, der er ked af det og bange.
Hun har knoklet 18 kilo af kroppen. Særlig slidsom var en periode over næsten et år, hvor hun alene meget af tiden passede 75 køer og 95 søer, indtil den sidste so var solgt.
Skrub ud i kostalden
Hun havde det værst med konen på gården. Klagede hun sin nød, blev hun jaget ud af huset som en hund: "Skrub over i kostalden med dig".Grunden til, at Evita slap ud af mareridtet var, at hun mødte en dansk familie, der hjalp hende væk. Ellers havde hun sandsynligvis stadigvæk siddet i svineriet over kostalden og slidt i det, til hun var brækket sammen.
- Jamen, jeg kunne jo ikke komme væk uden penge. Jeg kunne ikke vende hjem til min familie uden penge, siger Evita.
Hun havde 47 kroner på lommen, da hun forlod gården efter to et halvt års arbejde.
- Nu håber jeg på at finde et andet job. Jeg har mødt søde mennesker, der vil hjælpe mig. Jeg er glad for Danmark, siger hun.