Polsk firma afsløret i fup-udstationering

Polsk firma afsløret som vikarbureau, der efter Østaftalen skal have arbejdstilladelse. Det har de otte arbejdere ikke, og de har arbejdet i Danmark i månedsvis.

Fredag morgen blev der lavet blokade foran ejendommen i Nyhavn. Det kunne dog ikke forhindre polakkerne i at komme på arbejde, idet de overnatter i ejendommen. (Foto: Harry Nielsen)Fredag morgen blev der lavet blokade foran ejendommen i Nyhavn. Det kunne dog ikke forhindre polakkerne i at komme på arbejde, idet de overnatter i ejendommen. (Foto: Harry Nielsen)

Hvad der i tre-fire måneder har været kaldt udstationering er nu af Murersvendenes Fagforening i København afsløret som fup, svindel og udlejning af vikarer.

Via oplysninger fra de polske myndigheder, blandt andet tingbogsoplysninger, kan Murersvendenes Fagforening dokumentere, at det polske firma "Osrodek Szolinia Centro", der har otte mand beskæftiget på en større bygningsrenovering i Nyhavn i København, er et vikarbureau. Udlejning af vikarer til arbejdet i Danmark kræver arbejdstilladelse. Det har de otte arbejdere ikke. Arbejdsforholdet er derfor ulovligt.

- Med de nye oplysninger har vi på ny politianmeldt de polske arbejdere for ulovligt arbejde og det danske firma I-Byg for brug af illegal arbejdskraft, siger faglig sekretær Carsten Bansholm Hansen fra Murersvendenes Fagforening.

- Beskæftigelsesministeren har gjort et stort nummer ud af, at man har lukket et hul i Østaftalen ved at fastslå, at vikarbureauer er omfattet af Østaftalen og at de ansatte i vikarbureauer fra de nye EU-lande derfor skal have arbejdstilladelse. Vi kan dokumentere, at firmaet i egne oplysninger kalder sig et vikarbureau. Sagen synes derfor at være klokkeklar. Man har alene foregivet, at der var tale om udstationering for at omgå Østaftalen og for at slippe for at betale overenskomstmæssig løn, siger han.

- Vi forventer derfor, at politiet straks rykker ud og omsætter ministerens garantier til praksis.

I Byg er den reelle arbejdsgiver

De otte polske bygningsarbejdere er i gang med en meget omfattende renovering af ejendommen Nyhavn 53, den 250 år gamle "Madam Toftes Gaard", der udover hovedbygningen ud mod kanalen består af to baghuse og to gårdspladser. Bygherre er angiveligt ejerforeningen.

Det er det danske firma I Byg, der har entreprisen og ifølge Carsten Bansholm Hansen er polakkernes reelle arbejdsgiver. Det er også I Byg, der sørger for materialer.

- Det understreger blot, at der ikke er tale om udstationering, siger han.

Blokade og sympatikonflikt

Murersvendenes Fagforening har gennem længere tid forgæves forsøgt at tegne overenskomst med I Byg og Osrodek Szolinia Centro. Der er derfor etableret sympatikonflikt, som indebærer, at ingen LO-ansatte i organiserede firmaer må tage arbejde for de to firmaer. Desuden blev der fredag morgen lavet blokade foran ejendommen. Det kunne dog ikke forhindre polakkerne i at arbejde, idet de overnatter i ejendommen.

Det vides ikke, hvad de otte polske arbejdere får i løn. Af materiale, fagforeningen er i besiddelse af, fremgår, at der laves små enkeltstående aftaler om renoveringens enkeltopgaver. Mesterprisen på sådanne aftaler er 60 kroner i timen. Arbejdernes løn formodes derfor at være 20-30 kroner i timen.

Byggefagenes Samvirke laver demonstration foran ejendommen Nyhavn 53 mandag kl. 6-9 for at lægge yderligere pres på firmaerne og deres ejerkreds til at få gang i forhandlinger om en overenskomst.