Politismøl mod ulovligt polsk byggesjusk
Da fem polakker blev opdaget midt i ulovligt byggesjusk i Ringsted, gik der ni dage før politiet greb ind. Det er alt for længe, mener 3F. Politiet afviser kritikken.
Skæve mure og anden byggesjusk præger et ufærdigt byggeri hus udført af polakker. (Foto: Vagner Frederiksen) Skævt indmurede sten, manglende udfyldning, unøjagtig og manglende målsætning, manglende faglig uddannelse og anden sjusk præger et ufærdigt byggeri i Ringsted.
Her opdagede 3F Midtsjælland i forrige uge fem polakker på ulovligt arbejde. Men på trods af en konstatering af at papirerne ikke var i orden og et hurtigt opkald til politiet, skulle der gå ni dage førend politiet i Ringsted greb ind og standsede arbejdet.
Det skete først, 4 dage efter at Told og Skat havde givet 3F-afdelingen ret i, at polakkerne arbejdede ulovligt uden - som de ellers påstod - at være momsregistrerede som enkeltmandsfirmaer i Danmark.
Og da politiet endeligt greb ind slap de polske mænd med en advarsel.
I 3F's øjne er politiets håndtering af sagen grænsende til ligegyldighed.
- Det tager højst et kvarters politiarbejde inklusiv et opkald til Told og Skat at undersøge om folk arbejder i Danmark lovligt. På den baggrund er politiets indsats alt for ringe. Ikke mindst taget i betragtning af at justitsministeren og de øverste politimyndigheder officielt betragter illegalt arbejde som et alvorligt og højt prioriteret indsatsområde, siger faglig sekretær i 3F Midtsjælland Vagner Frederiksen.
Han roser til gengæld Told og Skat for hurtigt og præcist arbejde.
Politiet afviser kritik
Politiet i Ringsted forstår ikke kritikken fra 3F. Og henviser i flere medier til at man må prioritere:
- Fakta er, at når vi skal lave en ting, så er der noget andet vi ikke kan lave. Dem fra fagforeningen synes, at deres er det vigtigste. Og dem, som er blevet slået over næsen, synes, at deres er det vigtigste. Det er en benhård prioritering, og den sidder vi og laver hver dag, siger vicekriminalinspektør Henrik Funder Kristensen til Dagbladet Ringsted.
Sjusk skader branchen
I den konkrete sag nøjes 3F ikke med at lange ud efter politiet. De fem polske mænds arbejde er nemlig så sjusket udført, at byggeriet skal rives ned omgående, mener Vagner Frederiksen, der kalder arbejdet en skamplet på branchen.
- Det går hårdt ud over vores fag, når den slags byggesjusk får lov at foregå i Danmark. Det er et sørgeligt syn, der skader branchen. Og de danskere, der får den type arbejde udført, snyder ikke bare samfundet, men også sig selv, siger Vagner Frederiksen.
Hjælp til familien
Han er kommet i kontakt med den familie, der har købt huset, hvor Polakkerne arbejdede som arme og benfirma for en dansk entreprenør.
Det sker med henblik på at hjælpe familien til at få rettet op på byggesagen, så familien får det, som den betaler for. Men det er endnu for tidligt at sige, hvordan sagen ender.
- Men murerarbejdet på byggeriet er så ringe at det skal rives ned og bygges op igen. Fagligt set kan og vil vi ikke finde os i det her, siger Vagner Frederiksen
Han påpeger at sagen langt fra er enestående og advarer om, at sjusk og de mange tilfælde af ulovligt arbejde, der ikke mindst plager byggebranchen er med til at ødelægge samfundet og snyde den fælles husholdningskasse for penge til velfærd.