Aftalemodel for Menneskerettighedsdomstolen

Analyse: Sagen om eksklusivaftaler handler også om lønninger på 40 kroner i timen og den danske aftalemodels fremtid. Og regeringen har trods politisk modvilje et reelt forsvar parat.

Fakta

Foreningsfrihedsloven:

I Danmark er eksklusivaftaler tilladt på det private arbejdsmarked, hvis lønmodtageren inden ansættelsen har fået at vide, at der kræves medlemskab af en bestemt fagforening, eller hvis man i forvejen er medlem af den pågældende organisation på det tidspunkt, eksklusivaftalen indgås.

Den første undtagelse gjaldt i Morten Sørensens tilfælde, og derfor fik han ikke medhold, da hans sag nåede Højesteret i 1999.

Anderledes med Ove Rasmussen, hvis sag meget usædvanligt kommer for Menneskerettighedsdomstolen, uden den har været hele vejen gennem det danske retssystem. Men for at få sin sag prøvet herhjemme skulle han have meldt sig ud af SiD for derefter at blive fyret, og det betragtede domstolen som et urimeligt forlangende.

Menneskeretskonventionens artikel 11 om forsamlings- og foreningsfrihed:

Stk. 1. Enhver har ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger og til foreningsfrihed, herunder ret til at oprette og slutte sig til fagforeninger for at beskytte sine interesser.

Stk. 2. Der må ikke gøres andre indskrænkninger i udøvelsen af disse rettigheder end sådanne, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed eller den offentlige tryghed, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

I mange år har det mest været en ideologisk diskussion. Om det rimelige i, at mennesker i et moderne samfund kan tvinges ind i en bestemt fagforening for at få et job.

Blandt jurister har det også været god latin, at eksklusivaftaler før eller siden vil blive erklæret ude af trit med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Ud fra en betragtning om, at menneskerettigheder ikke er statiske, men bevæger sig i takt med udviklingen. Og samfundet har de senere år flyttet vægten fra det kollektive, eksklusivaftalerne er udtryk for, til det individuelle.

De 17 dommere i Menneskerettighedsdomstolens Storkammer kan onsdag formiddag tage et nyt skridt i den retning, når de tager de danske eksklusivaftaler under behandling. Men udfaldet er langt fra givet.

Blandt andet fordi de to sager, der skal behandles er vidt forskellige, selv om klagernes udgangspunkt er det samme. Og blandt andet fordi verden har ændret sig, siden den første klage blev sendt til Strasbourg i 1999. Det handler om andet og mere end ideologi.

Negativ foreningsfrihed

Artikel 11 i Den Europæiske Menneskeretskonvention beskytter retten til at organisere sig. Det store, ideologiske spørgsmål er, om den også beskytter det, der kaldes den negative foreningsfrihed. Altså retten til ikke at være medlem af en bestemt forening.

Det mener de to klagere: Morten Sørensen, som tilbage i 1996 mistede et job som sommervikar i FDB, fordi han ikke ville melde sig ind i SiD, og Ove Rasmussen, som mod sin vilje har været medlem af først SiD og siden 3F for at bevare sit job som gartner. Og det modsatte mener den danske stat og LO, som har fået lov til at gå ind i sagen som såkaldt biintervenient.

Men uanset svaret på det spørgsmål, indeholder menneskeretskonventionens stk. 2 en passus om, at retten til foreningsfrihed kan indskrænkes, hvis det anses for "nødvendigt i et demokratisk samfund". Og her må man huske på, at det danske, demokratiske samfund er et ganske andet end i de lande, hvor der er tradition for konkurrerende fagforeninger.

Polske håndværkere

Den danske model er kendetegnet ved, at væsentlige forhold som løn og arbejdstid reguleres af arbejdsmarkedets parter og dermed er helt eller delvist er uden for lovgivernes rækkevidde. Og det gælder altså også retten til at indgå overenskomster med eksklusivaftaler - typisk på små, uorganiserede virksomheder - som gør det praktisk muligt at håndhæve overenskomsterne.

Som eksempel kan nævnes den lange liste af faglige sager, der er rejst de senere år, fordi arbejdsgivere ikke har indbetalt det pensionsbidrag, de skal ifølge overenskomsten. Der er i regelen tale om små virksomheder, og uden eksklusivaftaler - og dermed ofte uden medlemmer - ville det være umuligt at forfølge sagerne og sikre, at overenskomsten bliver overholdt.

Sat på spidsen er det selve grundlaget for aftalemodellen og den danske enhedsfagbevægelse, der risikerer at skride. Det mener i hvert fald LO, som har fået leveret nyt skyts fra de polske håndværkere, der for tiden restaurerer en norsk millionærs landejendom på Falster til 40 kroner i timen.

Danmark har ingen lov om mindsteløn. Skal østeuropæere på arbejde i Danmark have højere løn, kan det kun ske ved at fagforeningerne kæmper sig til det, og her vil eksklusivaftaler være nøglen til at sikre, at overenskomsterne efterfølgende bliver overholdt.

Forskellige sager

Over for det står retten til den personlige frihed for de 150.000-200.000 lønmodtagere, der skønnes at være omfattet af eksklusivaftaler. Men også frihed kan gradbøjes juridisk.

Der er forskel på at være tidligere sommervikar (og nuværende gymnasielærer) til at være en gartner, som reelt kan have svært ved at udøve sin profession uden at være medlem af 3F. Fordi en stor del af de danske gartnerier er omfattet af eksklusivaftaler.

Juraprofessor Jens Kristiansen fra Københavns Universitet har tidligere peget på, at Menneskerettighedsdomstolen sandsynligvis vil forholde sig enkeltvis til de to sager, og at de derfor vil kunne falde forskelligt ud.

En del afhænger af det forsvar, chefen for Udenrigsministeriets juridiske tjeneste, Peter Taksøe-Jensen, vil præstere på vegne af den danske regering. Den er i det dilemma, at den i princippet er imod eksklusivaftalerne, men alligevel har pligt til at forsvare den nuværende danske lov om foreningsfrihed i Strasbourg.

Intet tyder dog på et halvhjertet forsvar fra den danske stats side. Regeringens eneste skriftlige bidrag til sagsakterne er ganske vist en kopi af det lovforslag om et forbud mod eksklusivaftaler, regeringen måtte trække for to år siden, da Dansk Folkeparti sprang i målet. Og det er blevet tolket som om, regeringen har overgivet sig på forhånd i håb om at få et forbud ad bagvejen.

Den danske stat har imidlertid sendt et skriftligt forsvar for eksklusivaftalerne til Strasbourg. Det skete helt tilbage i 2001 under den forrige regering. Det gælder endnu, så at sige, og dengang bad man domstolen om at afvise begge klager, blandt andet med henvisning til, at eksklusivaftaler kan være "nødvendige i et demokratisk samfund".

Det gjorde domstolen altså ikke, og da sagen er løftet direkte op i Storkammeret, er der ingen tvivl om, at den tillægges stor principiel betydning. Men som beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen svarede dem, der kritiserede regeringens handlemåde, handler det om at skille jura fra politik. I Strasbourg handler det om jura.