3F-partner ramt af bombe i Honduras
Fagforbund blev udsat for bombeattentat, da konflikten i Honduras blev optrappet i weekenden.
Drikkevareforbundet Stibys blev ramt af et bombeattentat i weekenden. Billedet er fra en tidligere strejke. (Foto: Stibys) Søndag middag lokal tid eksploderede en bombe i drikkevarearbejdernes forbund, Stibys hovedkvarter i Honduras.
Forbundet er en af 3F's samarbejdspartnere i et Danida-støttet udviklingsprojekt, og bygningen var rammen om et møde i en koordineringsgruppe i modstandsbevægelsen mod militærkuppet i Honduras.
15 minutter før bomben blev sprængt, havde mødedeltagerne forladt bygningen, og ingen blev såret ved attentatet. Det oplyser Erasto Reyes, der er koordinator for den sociale bevægelse, Den Folkelige Blok og medlem af Stibys.
Dræbt og torteret
Bombeangrebet er blot et af flere voldelige overgreb i løbet af weekenden, efter at Honduras' afsatte præsident, Manuel Zelaya, fredag overskred grænsen mellem Nicaragua og Honduras.
Fredag blev den 23-årige honduraner Pedro Muñoz blev dræbt, da han var på vej til den nicaraguanske grænse for at støtte Zelaya. Hans lig blev senere fundet med tydelige tegn på tortur, oplyser bananarbejdernes forbund, Cosibah, der er en anden af 3F' samarbejdspartnere i Honduras.
Zelaya er nu tilbage i Nicaragua, hvor han har slået lejr 20 kilometer fra grænsen til Honduras.
Klar til at dø
Weekendens optrapning viser militærkuppets mangel på demokratisk vilje, vurderer Ole Nors, der er bestyrelsesmedlem i havnearbejdernes landsklub i Danmark. Han kom hjem fra Honduras i sidste uge efter en række møder med fagforeninger og eksperter.
- De voldelige overgreb viser militærdiktaturets sande ansigt. Kupmagerne ønsker at udrydde enhver modstand, og landets økonomiske elite er tilsyneladende ikke spor interesseret i demokrati, siger Ole Nors til Nyhedsbrevet 3F.
Han besøgte faglige blokader og strejker og fik et indtryk af landets modstandsbevægelse under sit besøg.
- Det er tydeligt, at havnearbejderne og andre aktive arbejdere er blevet langt mere politisk bevidste på grund af kuppet, og de fortæller, at de er klar til at dø for at forsvare demokratiet i landet, siger Ole Nors.
Han vil i løbet af de kommende dage tage kontakt til havnearbejderforbund i USA for at diskutere fremtidig solidaritetsarbejde med kolleger i Honduras.
I sidste uge udsendte en international delegation en foreløbig rapport, der afslørede hundredvis af krænkelser af menneskerettighederne i ly af militærkuppet, heriblandt mord på fagligt aktive og journalister. Kuppet fandt sted den 28. juni i år.