Teleselskab fyrer fagligt aktive

Outsourcing er arbejdsgivernes foretrukne middel mod fagforeninger i Mellemamerika. 3F støtter fyrede telefonarbejdere i Nicaragua i principiel sag.

Karla Teresa Sandoval Escobar og Donald Wilfredo Corea Diez er to fyrede telearbejdere, der håber at få deres job tilbage, blandt andet med støtte fra Danmark.Karla Teresa Sandoval Escobar og Donald Wilfredo Corea Diez er to fyrede telearbejdere, der håber at få deres job tilbage, blandt andet med støtte fra Danmark.

Teleselskabet Enitel i Nicaragua stod i 2005 over for et stort problem, i hvert fald i ledelsens øjne: De ansatte havde fået oprettet en fagforening og tilkæmpet sig en overenskomst med tilhørende bedre vilkår.

Løsningen på selskabets problem var at oprette en nyt firma – Correlasa - der hørte direkte under Enitel. Ved at ansætte folk i mindre underfirmaer, fratog selskabet dem deres overenskomst og de fleste af deres rettigheder. I alt er 1800 telefonarbejdere nu ansat i Correlasa på individuelle kontrakter.

Da 30 arbejdere i Correlasa i foråret derfor dannede en fagforening på virksomheden, kom reaktionen hurtigt: Alle 30 blev fyret i juni i år. Arbejdsministeriet har erklæret fyringerne for ulovlige, men virksomheden har appelleret kendelsen.

Love mod fupfirmaer

Interne underleverandører for at omgå love og regler er en velkendt metode i det meste af Latinamerika.

3F’s kontor i Nicaragua har støttet Enitel-arbejdernes kamp, blandt andet gennem undervisning.

- Det er en vigtig strategisk del af 3F’s arbejde i Mellemamerika at hjælpe vores samarbejdspartnerne med at sikre arbejdernes rettigheder i disse små firmaer, som har specialiseret sig som arbejdskraft-leverandører, fortæller Jørgen Hovgaard, koordinator af 3F’s indsats i Mellemamerika.

I Ecuador er det lykkedes fagbevægelsen at få et forbud mod misbrug af underfirmaer ind i landets nye forfatning med støtte fra 3F. I Honduras, Nicaragua og Guatemala er 3F’s samarbejdspartnerne i gang med at udarbejde lovforslag, som skal være med til at regulere disse firmaer.

I kamp mod verdens rigeste mand

- Fænomenet, hvis klare effekt er at underminere den faglige organisering, er en af de største udfordringer for fagbevægelsen i Mellemamerika. Derfor vil 3F gerne støtte vores kollegaer fra fagforeningen i Correlasa, siger Jørgen Hovgaard.

Han mener, at sagen blot bliver mere principiel af, at Enitel er en del af et multinationalt selskab med afdelinger i blandt andet Guatemala og El Salvador. Selskabet ejes af verdens rigeste mand i 2007, mexicaneren Carlos Slim. Han kontrollerer markedet for mobil, fastnet, internet og kabel-tv i det meste af Mellemamerika. Enitel blev privatiseret i 2004 og i den forbindelse opkøt af Carlos Slim.

Brug for støtte

De aktive i Correlasas fagforening er hovedsageligt unge. De håber at kunne være med til at danne en fagforening på tværs af forskellige virksomheder inden for telebranchen. I øjeblikket er billedet præget af små, skrøbelige fagforeninger på de enkelte virksomheder.

13 af de fyrede arbejdere holder stadig fast i kravet om genansættelsen, mens de øvrige er blevet tvunget til at acceptere en mindre erstatning fra firmaet for at kunne klare sig. Der er akut brug for økonomisk hjælp til de fyrede, vurderer 3F i Mellemamerika, der derfor har ansøgt 3F’s personaleforening, Solidaritet Over Grænser, om støtte.