Modstandsfolk fra Honduras gæster Danmark
Nye initiativer i gang for at støtte kampen for demokrati i Honduras. Imens skærpes undertrykkelsen internt i landet.
Modstandere af kuppet i Honduras er på rundtur i Europa for at sætte fokus på undertrykkelsen i det mellemamerikanske land. Danmark får i midten af oktober besøg af en repræsentant for modstandsbevægelsen mod diktaturet i Honduras.
Erasto Reyes, tidligere tillidsmand i drikkevarebranchen og konsulent for 3F i Mellemamerika, er i Danmark fra den 12. til den 15. oktober. Målet er at fortælle om forholdene i Honduras netop nu og modstanden mod kuppet, der fandt sted den 28. Juni i år.
Erasto Reyes rejser lige nu rundt i Europa for at skabe opmærksomhed om den skærpede undertrykkelse og øge støtten til de sociale bevægelser i landet. Den afsatte præsident manuel Zelaya sidder stadig i den brasilianske ambassade i Tegucigalpa, men militæret nu bruger både kemiske våben og moderne lyd-våben for at bekæmpe demonstranter og politiske modstandere. Samtidig vokser presset på de facto-præsidenten Robert Micheletti dag for dag. Tyve medlemmer af parlamentet har udtrykt deres modstand mod præsidentens dekret om at suspendere en lang række frihedsrettigheder i 45 dage.
Mens situationen spidser til i Honduras, dukker, der flere initiativer op for at støtte de demokratiske bevægelser i landet. Blandt andet har 3F-foreningen Solidaritet Over Grænser sendt et bidrag på 25.000 kr. til landets modstandsbevægelse, og 3F industrigruppens landsmøde har indsamlet 10.000 kroner til bananarbejderforbundet Cosibah, der er dybt involveret i kampen for demokrati. Fredag den 2. oktober var udråbt til international aktionsdag og afstedkom nye protester fra bevægelser i Honduras' nabolande.
Hvis man ønsker kontakt til Erasto Reyes under hans besøg i Danmark, kan man kontakte Jesper Nielsen fra 3F på 30329308.