Bevæg dig til bedre helbred

Hvad der gør ondt i dag, bliver du sygemeldt for i morgen. Derfor vil tre patientforeninger og PensionDanmark gerne gøre folk sundere.

De ansatte på Rose Poultry deltager gerne i 10 minutters gymnastik på arbejdet. Ifølge Patientforeninger og PensionDanmark er bevægelse nøglen til et sundere liv. Derfor er de gået sammen om at sprede budskabet.  (Foto: Niels Åge Skovbo)De ansatte på Rose Poultry deltager gerne i 10 minutters gymnastik på arbejdet. Ifølge Patientforeninger og PensionDanmark er bevægelse nøglen til et sundere liv. Derfor er de gået sammen om at sprede budskabet. (Foto: Niels Åge Skovbo)

Halvmaraton, timevis på løbebåndet i fitnesscentret eller salat i lange baner.

De fleste af os stejler allerede ved tanken. Og det er netop problemet.

Der sker lige nøjagtig ingenting, og for mange danskere er vejen banet for diverse sygdomme, førtidspension og i værste fald død.

Danskernes tilstand kan blandt andet ses i landets patientforeninger. Alene Hjerteforeningen og Gigtforeningen samt Kræftens Bekæmpelse har i dag 650.000 medlemmer.

De tre går nu sammen med PensionDanmark ud med et budskab om, at en lille indsats hver dag gør en stor forskel for sundheden.

Find et startsted for din sundhed

PensionDanmark giver allerede medlemmer, der bliver kritisk syge, et års medlemskab af en af de tre patientforeninger. Nu har samarbejdet også ført til en lille, enkel pjece om sund mad og motion.

- Det er ikke revolutionerende nye budskaber, siger sundhedskonsulent Lisbet Gamborg, PensionDanmark. Men alle kan arbejde med at blive sundere. Så det gælder om at finde et startsted for sundhed.

- Det, der gør ondt i dag, bliver du sygemeldt for i morgen, siger organisationsudvikler Hanne Rützou, Gigtforeningen.

Og alle tre patientforeninger slår på, at det er vigtigt at bevæge sig – bare lidt – i hverdagen. Gå rundt og snak med kollegerne i stedet for at ringe til dem. Eller parkér bilen lidt fra supermarkedet, når du skal købe ind.

Glæde af pensionen

For PensionDanmark handler indsatsen for sundhed om, at medlemmerne får deres pension, når de bliver gamle. I stedet for at pengene udbetales ved kritisk sygdom, førtidspension eller død.

Ifølge chefkonsulent Henrik Brandt, PensionDanmark, er det vigtigt at få sat begrebet sundhed ned i øjenhøjde, så alle kan være med.

Hent pjecen "Sund mad og motion" her

Hent pjecen "Sund mad og motion" her