Spis klimavenligt og bliv sund
Hvis du spiser sundt, spiser du også klimavenligt. I det hele taget kan du gøre en forskel for både klimaet og din sundhed, hvis du følger nogle simple råd.
Grønt er ikke bare godt i klimaregnskabet - det giver også bonus, hvis man vil leve sundt. (Foto: Colourbox) Hvis du tager hensyn til klimaet i dagligdagen, tager du også samtidig hensyn til din sundhed. Det gælder både når du laver mad, handler ind og skal på arbejde. Så hvorfor ikke slå to fluer med et smæk?
- Køb mere grønt og frugt og flere basisfødevarer som kartofler, bønner og brød i stedet for kød. Det er sundere for dig, og det er godt for klimaet, fordi produktionen af kød belaster klimaet langt mere end det grønne og basisprodukterne, siger Jacob Sørensen, miljø- og sundhedsfaglig medarbejder i Informationscenter for Miljø & sundhed.
Kødet er den store klimaskurk
Der er nemlig stor forskel på, hvor meget du belaster klimaet, når du spiser. Er du mest til det grønne, er det begrænset hvor stort klimaaftryk, du efterlader. Medmindre du spiser mange tomater og agurker, der er dyrket i drivhus. Så koster det.
Det koster også, hvos du er til store røde oksebøffer. En oksebøf slår alt, når det gælder belastning af klimaet. Og da det heller ikke er sundt med alt for meget af det røde kød, er det en god idé at erstatte det med lidt svinekød eller kylling.
I det hele taget er kød og kødprodukter de fødevarer, der giver det største klimaaftryk efterfulgt af mælk, smør og ost.
Ud af Europas samlede forbrug, står forbruget af kød og mejeriprodukter for 14 procent af effekten på den globale opvarmning. På Fødevareministeriets hjemmeside kan du læse mere om hvor meget de forskellige fødevarer belaster miljøet.
Lad bilen stå
Du kan også gøre en forskel for klimaet og dig selv, hvis du tager cyklen i stedet for bilen på arbejde, og når du skal købe ind.
- Synes du, det er for langt at cykle til arbejde, så tag bussen eller toget. Det er stadig bedre for klimaet, fordi der bruges mindre energi. Og samtidig får du også bevæget dig mere, end hvis du tog bilen, siger Jacob Sørensen.
Her kan du se hvilken mad der er bedst for klimaet
Fødevare
|
Antal kilo CO2udledning pr. kilo fødevare |
Oksekød |
19,4 |
Svinekød |
3,6 |
Kylling hel frossen |
3,7 |
Tomat, dansk drivhus |
3,5 |
Agurk, dansk drivhus |
4,4 |
Gulerod |
0,1 |
Kartoffel |
0,2 |
Æbler, danske i sæsonen
|
0,1 |
Appelsiner, importerede |
0,7 |
Øl |
0,5-1 |
Tabellen viser, hvor meget CO2, der udledes, ved produktion af 1 kg. fødevare fra jord til bord. Du kan se flere eksempler på Fødevareministeriets hjemmeside her.