Hjort i samråd efter Vaxholm-dom
Rystende, at EF-domstolen underkender den faglige aktionsret, mener Enhedslisten, der nu kalder beskæftigelsesministeren i samråd om konsekvensen af Vaxholm-dom.
- Det er rystende, at EF-domstolen underkender den faglige aktionsret i den konkrete sag, siger Enhedslistens Line Barfod.
(Arkivfoto) Dagens dom i Vaxholm-sagen er en bombe under den danske model, mener Enhedslisten, der nu kalder beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i samråd. Afgørelsen bør give anledning til at overveje en udmeldelse af EU, fastslår partiets arbejdsmarkedsordfører, Line Barfod.
- Det er rystende, at EF-domstolen underkender den faglige aktionsret i den konkrete sag, og jeg er bekymret for dens betydning for fagforeninger og arbejderes mulighed for at kæmpe for sociale rettigheder, siger Line Barfod.
Hun mener, at EU med dommen blander sig i aftalesystemet, og vil derfor have Claus Hjort til at redegøre for konsekvenserne af dommen og for, hvordan regeringen vil undgå, at EF-domstolen i fremtiden underkender en faglig dansk aktion.
- Brugen af kollektive kampskridt har været en forudsætning for udviklingen af den nordiske velfærdsmodel. Det er derfor yderst problematisk, at det fremover skal vurderes i forhold til de økonomiske friheder, som er fastsat i det indre marked, siger Line Barfod og peger på, at den danske regering tidligere har meldt ud, at konfliktretten ikke hørte under EU's kompetence.