Sig fra og bliv bedre til at håndtere stress

Stress: Jesper Thorup er tømrer og synes, det er svært at snakke om stress på jobbet. Et middel mod stress er, at man selv skal sætte grænser for arbejdspresset.

Jesper Thorup (forrest) er med i projekt "Sund på arbejde", hvor deltagerne får vejledning om kost og motion. (Foto: Jakob Boserup)Jesper Thorup (forrest) er med i projekt "Sund på arbejde", hvor deltagerne får vejledning om kost og motion. (Foto: Jakob Boserup)

- Mange tror, at stress kommer udefra, men jeg er overbevist om, at det handler om at skabe rum og overskud for sig selv, siger tømrer Jesper Thorup (35), som er med i projekt "Sund på arbejde", hvor otte 3F'ere prøver at få en sundere livsstil.

- Der er ingen tvivl om, at vi bliver presset hårdt på vores arbejdsplads. Men nu har jeg været i byggebranchen i rigtig mange år, og jeg har aldrig oplevet, at vi ikke er blevet færdige. Derfor skal man sige fra i overbevisning om, at vi nok skal nå det.

Man taler ikke om det

Jesper Thorup erkender, at stress nok ikke er det mest debatterede emne på byggepladserne. Man kan tale om tidsplaner men ikke om stress.

- Vi har jo stadig den der lidt machoagtige omgangstone. Det er svært at blive taget alvorligt, hvis en siger: Jeg føler mig stresset. Svaret er nok snarere et venskabeligt drilleri: Hvad bliver du stresset af? Og det kan jo være sjovt nok. Men hvis kollegaen mener det alvorligt, vil han sikkert tie stille i fremtiden.

- Mænd taler ikke så meget om sådanne emner. Vi er også følsomme. Vi viser det bare ikke så meget, som kvinder gør, og det kan somme tider være en ulempe for os, mener Jesper Thorup.

11 tip om stress

1. Lær dine symptomer at kende, og brug din viden.

2. Find ud af, hvad der stresser dig.

3. Hvad kan du gøre?

4. Er det småting, der stresser? Er de det værd?

5. Lad være med at gruble over det, der måske vil ske.

6. Find ud af, hvad du har, og hvad du ikke har indflydelse på.

7. Accepter det uundgåelige.

8. Handl! Prøv at ændre det, du kan ændre.

9. Kompensér på andre områder.

10. Vær realistisk, når du sætter dig dine mål.

11. Genvind kontrollen over dit liv.