Bliv mindre stresset med meditation

Stress: Er du kørt sur i arbejdet? Har du hovedpine og stress? Så skal du blot bruge 15 minutter på at meditere. Undersøgelser viser nemlig, at meditation kan være en effektiv måde at koble af på.

 (Foto: Colourbox) (Foto: Colourbox)

Hvis du som chauffør sidder og stresser og er sur på de andre bilister, så kan du bestemme dig til at være sur eller bruge din tid til noget bedre. Og bare den tanke vil få dig til at tage det roligt og få dine hænder på rattet til at slappe af.

Hjernen og kroppen kører flad, hvis der skal arbejdes i samme, høje tempo en hel arbejdsdag. Derfor anbefaler flere forskere meditation. Hvad enten der er tid på arbejdet til en meditationspause, eller meditationen skal foregå derhjemme. For det hjælper, viser undersøgelser.

Alle kan meditere

Alle, der er interesseret i det, kan lære det og have glæde af det, siger Lone Overby Fjorback, der er speciallæge i psykiatri og instruktør i meditation.

Du kan meditere ved at koncentrere dig om dit åndedræt, følge åndedrættet og ikke tænke på andet. Og hver gang tankerne vandrer, skal du igen fokusere på åndedrættet.

At træne meditation betyder, at du træner koncentrationen, og du træner evnen til at være fuldkommen til stede i det, du gør. For eksempel vil du som chauffør kunne koncentrere dig om at køre uden at stresse over, at du skal nå at læsse af fem gange inden fyraften, siger Lone Overby Fjorback.

Meditation styrker dine evner til at koncentrere dig om det, du synes, er vigtigt.

Det er slet ikke sikkert, du vil kunne lide at meditere til at begynde med. Men du kan sagtens. For det er ligesom, når du starter med at løbe. Det er også hårdt, og du skal overvinde sig selv i begyndelsen.

Bliv mindre stresset

Meditation kan få dig til at føle dig mindre stresset. Og lider du af depression eller angst, kan meditation også mindske det.

- Hvis du bruger tid på at mærke din krop, kan du undgå, at kroppen spænder, uden du opdager det. Du slipper for hovedpine og andre spændinger.  I stedet lærer du at fokusere på det, du er i gang med. Du lærer at være til stede i nuet, siger Lone Overby Fjorback.

Hun har undervist 200 ganske almindelige mennesker i meditationsformen mindfulness. En erfaring hun giver videre i sin bog Mindfulness, der er en lettilgængelig selvhjælpsbog med cd med øvelser.

- Det kan være dyrt at deltage i et mindfulness-kursus.  Så hvis der ikke er råd, vil jeg anbefale, at folk deltager i et meditationskursus hos Skandinavisk Yoga og Meditationsskole. Her er prisen kun en tiendedel, siger Lone Overby  Fjorback.

Bogen Mindfulness, 164 sider, koster 195 kroner. Den kan fås via PsykiatriFondens Forlag eller saxo.com