Pludselig er jobbet der

Tal med din familie og venner. Fortæl dem du er på udkig efter nyt job. Så er de parate og kan anbefale dig, når arbejdsgiveren skal ansætte nye medarbejder. Det er sådan de fleste får job, viser 3F's undersøgelse.

Selv om det er svært, så bliv ved med at søge job. Pludselig er jobbet der. (Foto: Colurbox)Selv om det er svært, så bliv ved med at søge job. Pludselig er jobbet der. (Foto: Colurbox)

Det vrimler ikke med jobs lige nu. Men opgiv ikke. Pludselig er jobbet der. Og der er nogle ting, du kan gøre for at speede processen op. Når du er sammen med familie og venner så fortæl dem, at du er ledig og søger nyt arbejde. - Måske siger vennerne eller familien: Jamen der er et ledigt job dér. Eller, de anbefaler dig, når arbejdsgiveren spørger. For det gør arbejdsgiveren ofte, når der skal ansættes nye medarbejdere. Så spørges der rundt på arbejdspladsen, om nogen kender nogen, der kan bruges, siger a-kassesekretær Grete Holm Nielsen fra 3F's Akasse. I undersøgelsen siger både ledige og arbejdsgivere, at annoncer giver pote når der søges job/ansættes nye medarbejdere. Men på jobnet.dk er antallet af jobannoncer mindsket kraftig. Mange arbejdsgivere har nemlig opgivet at slå stillingerne op, fordi de bliver overdynget af ansøgninger.

Brug dine tidligere kollegaer og få et jobtjek

Derfor er det også godt med uopfordrede ansøgninger. Tag ud til de virksomheder, hvor du kunne tænke dig at arbejde. Måske er der en ledig stilling. Det er dog ikke alle steder, hvor der er tid til en længere snak. Men har du dit CV og en kort ansøgning med, kan du aflevere det i stedet. Har du haft job flere steder, er der også chance for, at en af de tidligere arbejdsgivere kontakter dig. Eller måske anbefaler en af dine tidligere arbejdsgivere dig til en anden arbejdsgiver. Det er nemlig også en måde arbejdsgivere siger, de finder nye medarbejdere på. Sørg for at få et jobtjek i din afdeling. Det kan også øge dine chancer på arbejdsmarkedet. For med et jobtjek bliver der sat fokus på dine kvalifikationer. - Vi danskere er jo ikke verdensmestre i at prale,” siger Grethe Holm Nielsen. Sørg for at vedligeholde dine kvalifikationer. Kom ud hjemmefra. Jo mere aktiv du er, jo større er chancen også i selve ansættelses situationen.

Giv ikke op - kom ud vær synlig

- Og opgiv for guds skyld ikke. For pludselig er jobbet der. Og indtil da. Vær sammen med andre. Kom ud hjemmefra. Så er det ligegyldigt, om det er for at dyrke sport eller fordi du går på kursus. Bare du er i kontakt med andre. Det ruster dig, så det er lettere at have energi og ressourcer til at være aktivt jobsøgende og til at klare det dyk man får, når man får et afslag, siger a-kassesekretær Grete Holm Nielsen. Sørg desuden for at tage al den uddannelse, du har ret til. Som ledig har du f.eks. ret til seks ugers uddannelse, hvor du helt selv bestemmer, hvilke kurser, du vil vælge. Lav også en jobagent på de jobbanker, der findes under jobnet.dk. På den måde bliver du gjort opmærksom på det, hver gang der er et ledigt job.