Ledige 3F’ere søger job på Facebook
Har du mistet dit job, er dine tidligere kollegaer og bekendte er den vigtigste vej til et nyt. I Roskilde opsøger ledige bekendte gennem Facebook for at forhøre sig om ledige stillinger, der ikke bliver slået op.
Brug dine forbindelser til at få et job - her er Facebook et godt værktøj. ((Foto: Colourbox).) Det er blevet msvært at finde nyt job, hvis man bliver fyret. 1000 danskere mister jobbet hver uge, og det vælter ind med ansøgninger til de få stillinger, der bliver slået op på Jobnet og i aviserne.
Derfor tager ledige 3F’ere i Roskilde nu utraditionelle metoder i brug for at finde et nyt arbejde.
- Jeg har mange medlemmer, der søger job gennem Facebook, fortæller Anne Gregersen, der er leder af A-kassen i 3F Roskildeegnen.
De fleste bruger deres sociale netværk på Facebook til at snakke om, hvordan det går i hverdagen og udveksle billeder af sine børn. Men det kan også bruges til anderledes jobsøgning:
På hjemmesiden er nemt at søge efter og kontakte venner og tidligere kollegaer og bede dem holde øje med ledige job på deres virksomhed.
- Det er som at ringe til gamle kollegaer og spørge, om de kender til ledige job. Jeg er sikker på, at det vil give arbejde til nogen, siger Anne Gregersen.
Derfor anbefaler A-kassen i Roskilde de ledige at bruge Facebook sammen med de oficielle job-databaser til at søge job.
Netværket skaffer nyt job
Omkring to millioner danskere har en profil på Facebook.
- Det er oplagt at bruge Facebook, mener chef i Jobcenter Århus Jens Anker Hasager.
Flere og flere virksomheder dropper at lave oficielle jobopslag, når de skal hyre nye medarbejdere. I stedet spørger lederne de ansatte, om de kan anbefale nogen til det ledige job.
Derfor er det ofte gennem gamle arbejdskollegaer og venner, at ledige kan finde nyt arbejde.
- Vi ved, at virksomhederne ofte ikke slår deres ledige stillinger op. I stedet får de stillingerne besat gennem det netværk, de ansatte på virksomheden har. Så frem for at sætte en jobannonce på nettet og skulle læse 50 ansøgninger igennem, så får man et navn gennem en af de ansatte og kan så senere på eftermiddagen holde samtale med vedkommende, forklarer Jens Anker Hasager.
3F forventer, at op mod 100.000 3F-medlemmer vil blive ramt af ledighed i en eller anden grad bare i år.