Gør din drøm til virkelighed

Uddannelse: Lad ikke arbejdsgiveren holde dig tilbage. 3F sparker døren ind, så du kan få lagt din private uddannelsesplan og få fremtidsønskerne opfyldt.

Drømmer du om et andet job? Så find ud af om bedre uddannelse er vejen frem. ((Arkivfoto: Colourbox).)Drømmer du om et andet job? Så find ud af om bedre uddannelse er vejen frem. ((Arkivfoto: Colourbox).)

Du har ret til to uger efteruddannelse hvert år. Og jo mere uddannelse du har, jo bedre står du. Hvad enten du er bange for at miste dit job, er ledig eller blot ønsker en bedre hverdag på arbejdet. Så få en uddannelsesplan.

- Med en plan til at gøre din drøm til virkelig, vil du stå langt stærkere. Derfor få din lokale 3F-afdeling til at sparke døren ind hos din arbejdsgiver. Tilsammen kan du, tillidsmanden, arbejdsgiveren og skolen lægge en uddannelsesplan,” siger Uddannelseskonsulent Susanne Wind, 3F.

Økonomi ingen hindring

Hun understreger, at uddannelsesfondene svulmer af penge. Så økonomien er ingen undskyldning. Din arbejdsgiver kan sagtens få dækket sine udgifter.

Du har måske en masse erfaring, der gør, at du stryger lige igennem og kun skal have er par ugers kursus for at få kompetence til at udfylde dit ønskejob. Eller måske skal du lige have et kursus i dansk først. Derfor er det godt at starte med at få en afklaring på, hvad du egentlig kan. Det kaldes også for kompetencevurdering.

Din erfaring indenfor rengøring gør f.eks., at du hurtigere end normalt kan uddanne dig til serviceassistent. Eller din uddannelse til murer bliver forkortet, fordi du tidligere har arbejdet indenfor byggesektoren.

Spild ikke retten til to ugers kursus

- Men det kan også være, at du har fået en forkert sidemandsoplæring. Det vil typisk gøre arbejdsdagen mere besværlig. Og hvis man f.eks. arbejder indenfor rengøring vil det betyde, at man hverken kan tage hensyn til sig selv eller sine omgivelser. Men alt det vil kompetencevurderingen vise,” siger Susanne Wind.

Alt for få benytter sig af retten til to ugers kursus årligt. Og det er dumt. De to uger kan ikke spares op og f.eks. ende med at blive til ti uger efter fem år. Fem år uden brug af retten er lig med 10 ugers spildt efteruddannelse.

Og hvis du er vant til uddannelse, så går du ikke i panik, når du skal lære noget nyt. Det indebærer, at hvis du bliver ledig, bliver det meget lettere at starte indenfor en anden branche og dermed også at få et nyt job.