Sådan søger du dagpenge eller kontanthjælp
Gode tips til dig, hvis du fyres og ikke kommer i nyt job. Hvis du ikke er medlem af a-kassen, kan kontanthjælp blive en grim overraskelse.
En tur på dagpenge er dyr for de fleste. men kontanthjælp er langt værre. Op mod 100.000 3F'ere må desværre forvente at miste deres job i kortere eller længere perioder i løbet af 2009.
Mange skal første gang i årevis i kontakt med a-kassen.
Men nogle har måske i gode tider glemt, at a-kassen er en forsikring, som kommer en til gode i ulvetider. De kan få en ubehagelig oplevelse, når de finder ud af, hvor lidt de får i kontanthjælp, og hvor skrappe betingelserne er.
Der er nogle enkle krav, der skal opfyldes for at få dagpenge.
For det første skal du være medlem af en a-kasse. Desuden skal du have arbejdet mindst et år, mens du har været medlem af A-kassen
Medlemskabet af 3F’s a-kasse koster 434 kr. om måneden.
Se mere information på www.3f.dk/Bliv medlem/kontingent.
Hvad kan jeg få i dagpenge?
Dagpengesatsen er på 90 procent af din tidligere løn, dog højest 703 kroner om dagen.
Du kan højst modtage dagpenge i fire år, men de fleste vender dog også hurtigere tilbage til arbejdsmarkedet igen.
se mere om dagpengesatser hos 3FA.
Hvad med kontanthjælpen?
Har du ikke ret til dagpenge, kan du søge om kontanthjælp. Du skal henvende dig til din kommune for at ansøge om støtten.
Ifølge chefkonsulent i Beskæftigelsesministeriet, Anne Marie Toftegaard, er der dog en del regler, du skal sætte dig ind i.
Du skal blandt andet stå 100 procent til rådighed og deltage i alle kurser, som kommunen vælger til dig.
Hvad kan du få?
Satsen på kontanthjælp afhænger af din alder, om du er gift eller single, samt om du har børn.
For eksempel kan en single under 25 år få 6.124 kr. før skat.
Hvor fattig skal jeg være?
Du må ikke eje eller have noget af en værdi over 10.000 kr. Er du så heldig at vinde 11.000 kr. i lotto, skal de altså trækkes fra din kontanthjælp.
Tjener din ægtefælle mere end, hvad der svarer til to satser af kontanthjælp, skal han/hun forsørge dig.
Er du så heldig at være husejer, anbefaler kommunerne, at du optager et lån i din friværdi. Du skal altså leve af de penge, før du kan troppe op ved ansøgerskranken.