Sådan scorer du jobbet - selv om du er grå i toppen

Glem at spille ung med de unge, hvis fødselsdatoen gør dig til suveræn nestor i ansøgerfeltet. Spil på, at du er fleksibel og har erfaring.

Stå ved din alder - og pral med din erfaring og fleksibilitet. (Colourbox)Stå ved din alder - og pral med din erfaring og fleksibilitet. (Colourbox)

Er du blandt de 35.000 danskere over 50 år, der står uden arbejde? Selvom det kan være svært at hamle op med yngre kræfter, så er det ingen grund til at fortvivle.

For i kraft af din alder har du et par fordele, som du kan spille på, når du søger job, fortæller afdelingsleder i Ældresagens rådgivning, Poul Dahl Hede.

Fleksibilitet
Sælg dig selv på fleksibiliteten. Altså: 'Jeg kan træde til, når I har brug for mig. I ringer, jeg kommer.' Og så kan man mødes og skilles, så det passer begge parter bedst muligt. Appeller til arbejdsgiveren om, at du er fleksibel og er stabil arbejdskraft.

Det gælder ikke mindst job i projekter af begrænset varighed, hvor man kan komme i tre måneder og fyre den af.

Erfaring
Nogle mener, erfaring er, når man står med en billet på en perron og toget er kørt. Men du skal sælge det på noget konkret, du kan folde din erfaring ud i. Du skal dokumentere, at virksomheden kan bruge din erfaring.

Erfaring er også kompetencen til at købe en billet til det rigtige tog.

Vær dig selv
Lad være med at foregive, at du skal spille ung med de unge. Det kan virksomhederne godt gennemskue. Udfordringen kan være stor, hvis der sidder nogle yngre folk i en personale-afdeling, der ikke kan forestille sig at ansætte en på 60.

Men vær dig selv og spil på, at du er fri og uforpligtet på markedet, og at din indsats er i top, og at du altid er kommet til tiden. Jeg kan, jeg vil. Det er det, du skal spille på."

Følg med udviklingen i dit fag
Især hvis du har mistet tilknytningen til arbejdsmarkedet, så skal du sørge for at holde dig opdateret på, hvad der sker inden for dit fag.

Det er svært, hvis man har gået i to år og glanet, så har man måske tabt noget af sin kompetence. Det gennemskues med det samme, hvis man har mistet kræfter og tempo. Så det er vigtigt at vise, at man stadig er med på beatet og er interesseret i faget.