Voldsom stigning i fyringsvarsler
Antallet af fyrings-varslinger er det højeste siden januar 2009, viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Se hvad du kan gøre, hvis du bliver fyret.
Antallet af fyringsvarslinger er steget kraftigt i oktober. Det er formentlig Vestas-fyringerne, der slår igennem i tallene. (Arkiv) 3.591 lønmodtagere fik i oktober besked om, at de skal fyres. Det er det højeste antal på én måned, i næsten to år. Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen.
Det er især i region Midtjylland, at antallet af fyringsvarsler røg op gennem taget, nemlig fra 411 i september til 1.259 i oktober. Men også Syddanmark er ramt. Her steg tallet fra 137 i september til 564 i oktober.
- Det tyder på, at det er fyringerne på Vestas, der nu slår igennem i tallene. Og det bekræfter jo det, vi længe har sagt, nemlig at krisen langt fra er ovre, siger 3F's cheføkonom Anita Vium.
Ekstra pulje til varslinger
Tidligere på dagen indgik Beskæftigelsesministeriet en aftale med blandt andet Kommunernes Landsforening og LO om at afsætte 25 millioner til en supplerende varslingspulje, som skal hjælpe netop medarbejdere, der mister jobbet ved større afskedigelser og varslinger.
- Det er utrolig vigtigt, at der er ekstra penge til at gøre en særlig indsats ved massefyringer, fordi det giver nogen særlige problemer, når mange bliver fyret på én gang i et lokalområde, siger Anita Vium.
- Men hvis man ser generelt på mulighederne for at hjælpe ledige, så ser det rigtig sort ud næste år. Der skal spares en halv milliard på aktiveringen, næsten 400 millioner på lediges selvvalgte uddannelser, og 86 millioner på andre puljer under Beskæftigelsesministeriet. Samlet skal der spares omkring en milliard. Så det er de ledige, der betaler regningen for regeringens finanslov, siger Anita Vium.
Man skal tilbage til januar 2009 for at finde en måned, hvor flere blev varslet fyret. Her var tallet helt oppe på 5.600.
Din ret og pligt som ledig
Oversigt over dine rettigheder og pligter som ledig.