Illegal-sager trækker ud i Udlændingestyrelsen
Udlændingestyrelsen er gennemsnitligt tre måneder om at vurdere en illegal-sag. Politiet beklager sig, men er ofte selv skyld i den lange sagsbehandling.
Udlændingestyrelsen er gennemsnitlig tre måneder om at vurdere en illegal-sag. Politiet beklager sig, men er ofte selv skyld i den lange sagsbehandling. (Foto: Søren Zeuth) Tre måneder. Så lang er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid, når Udlændingestyrelsen af politiet bliver bedt om at vurdere, om for eksempel et polsk firmas udstationering af håndværkere i Danmark er lovlig eller ej.
Det viser en aktindsigt, som Fagbladet 3F har fået i Udlændingestyrelsens sagsbehandlingstider: Præcis 88,62 dage tager det i gennemsnit for styrelsens embedsmænd at gnave sig ned gennem dokumenterne i en kompliceret illegal-sag.
I den enkelte sag svinger Udlændingestyrelsens sagsbehandlingstid fra kun en enkelt dag til helt op til 220 dage for den længstvarende sag.
145 sager i alt
Siden maj 2004 har politiet i 143 tilfælde bedt styrelsen om at vurdere en sag. Frem til jul 2005 havde styrelsen færdiggjort vurderingen af 83 sager, cirka 35 var stadig under behandling, mens politiet undervejs havde henlagt cirka 25 sager.
Politiet er ikke tvunget til at forelægge en sag for Udlændingestyrelsen, men hos for eksempel Københavns Politi er det kutyme, at alle lidt vanskeligere sager, især om udstationering, skal rundt om eksperterne i Udlændingestyrelsen.
- Den vurdering, vi bliver bedt om at lave, er både tidskrævende og vanskelig. Der er nemlig to forskellige regelsæt, som skal holdes op mod hinanden: EU-retten og den danske udlændingelov, understreger Erling Brandstrup, kontorchef i Udlændingestyrelsen.
Når styrelsen har afgivet sin vurdering, er det op til politiet og anklagemyndigheden at vurdere, om sagen kan bære en retssag, eller om den i stedet skal henlægges.
Politiets egen skyld
Flere gange har repræsentanter for politiet beklaget sig over den lange sagsbehandlingstid i Udlændingestyrelsen og fremført, at det var med til at besværliggøre efterforskningen. Beklagelserne er blandt andet fremsat på en række af de regionale netværksmøder, hvor politi og fagforeninger på initiativ af justitsministeren regelmæssigt snakker sammen om håndteringen af illegal-sagerne.
Men ifølge Udlændingestyrelsen kan man dårligt klandre dem for, at sagsbehandlingen ofte trækker ud.
Styrelsen må nemlig ikke selv gennemføre efterforskning i en sag, og derfor bliver politiet ofte bedt om at fremskaffe supplerende oplysninger, hvis ikke politiet på forhånd har fået oplyst en sag tilstrækkeligt.
- Det tager tid at få sagerne tilstrækkelig oplyst, så det kan lade sig gøre at afgive en velunderbygget udtalelse. Derfor går der i visse sager lang tid med at indhente flere oplysninger via yderligere politiefterforskning eller oversættelse af dokumenter, som kontorchef Erling Brandstrup siger det.
Ingen sager i Odense
Den flittigste politikreds, når det drejer sig om de sager, som Udlændingestyrelsen har vurderet, er - ikke så overraskende - landets største by, København, med 14 sager.
Dernæst følger Århus med ni sager og Randers med fire sager, mens Bornholm, Lolland-Falster, Herning, Lyngby og Sønderborg følger efter med hver tre sager.
Ifølge Fagbladet 3F's aktindsigt har ti politikredse slet ikke haft sager, hvor man har bedt Udlændingestyrelsen om en ekspert-vurdering. Det gælder Gladsaxe, Roskilde, Kalundborg, Vordingborg, Svendborg, Ribe, Fredericia, Ringkøbing, Odder og Silkeborg.
Oversigt over Udlændingestyrelsens sagsbehandlingstid:
Oversigt over Udlændingestyrelsens sagsbehandlingstid: