Træg behandling af illegalsager vækker politisk vrede

Politikere finder det stødende for retsbevidstheden, at Udlændingestyrelsen trods løfter om det modsatte, er længere tid om at vurdere illegalsager for politiet.

- En sagsbehandlingstid på fem måneder for at skaffe nødvendige oplysninger til politiet, det er simpelthen for trægt, siger Elisabeth Geday, arbejdsmarkedsordfører for de Radikale.- En sagsbehandlingstid på fem måneder for at skaffe nødvendige oplysninger til politiet, det er simpelthen for trægt, siger Elisabeth Geday, arbejdsmarkedsordfører for de Radikale.

- Jeg er saftsusemig træt af at høre om de sagsbehandlingstider!

Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører Thomas Adelskov er oprørt. Han vil nu slå endnu hårdere i beskæftigelsesministerens skrivebord.

Anledningen er Nyhedsbrevet 3F's dokumentation af, at embedsmændene i Udlændingestyrelsen er længere og længere tid om at vurdere illegalsager for politiet.

Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for de i alt 33 illegalsager, som Udlændingestyrelsen har afsluttet siden jul, er således vokset fra knap tre måneder til knap fem måneder.

S: Krænkende for retsbevidstheden

- Vi har tidligere fået lovning fra beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) om, at sagsbehandlingstiderne i forvejen var for lange, og at Udlændingestyrelsen nu skulle oppe sig. Men hver gang, vi så hører noget, viser det modsatte sig at være tilfældet, siger en vred Thomas Adelskov, der derfor igen vil tage fat i beskæftigelsesministeren.

- Det er helt uacceptabelt. Og det er ikke mindst krænkende for retsbevidstheden, når det skal tage så lang tid, før politiet kan komme videre med opklaringen af en sag, siger han.

R: Regeringen prioritere problemet højere

Også den radikale arbejdsmarkedsordfører Elisabeth Geday finder en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på fem måneder stødende for retsbevidstheden.

- Generelt er der problemer med sagsbehandlingstiden i Udlændingestyrelsen. Vi har jo også set kæmpeproblemer med at få ansøgninger om arbejds- og opholdstilladelser behandlet tilstrækkeligt hurtigt. Men en sagsbehandlingstid på fem måneder for at skaffe nødvendige oplysninger til politiet, det er simpelthen for trægt, siger Elisabeth Geday.

Hun vil endnu en gang bede regeringen om at prioritere problemet højere.

- Jeg vil snakke med vores integrationsordfører, og så må han eller jeg tage kontakt til ministeren. Vi har gjort det før, dog uden større held, men det skal ikke afholde os fra at gøre det igen, siger Elisabeth Geday.

V: Det går den forkerte vej

Også hos arbejdsmarkedsordførerne i regeringspartierne bliver nyheden om længere sagsbehandlingstider modtaget med stor utilfredshed.

- Det går den helt forkerte vej, siger Venstres Jens Vibjerg, der nu vil afkræve Udlændingestyrelsen en forklaring.

- Styrelsen må svare på, hvorfor det går den forkerte vej med sagsbehandlingstiden. Jeg så gerne, at ressourcerne i langt højere grad blev brugt til en indsats mod fup og svindel, siger Jens Vibjerg, der derfor på næste møde efter sommerferien vil rejse spørgsmålet om sagsbehandlingstiderne i forligskredsen bag Østaftalen.

K: Irriterende

Den konservative Jakob Axel Nielsen lyder forbløffet:

- Det er da irriterende! Mit udgangspunkt er, at sagsbehandlingstiden skal ned. Det mente jeg også, dengang I skrev, at sagsbehandlingstiden var på 89 dage. Så jeg vil følge det her tæt og vil gerne høre, om Udlændingestyrelsen har en god forklaring, siger Jakob Axel Nielsen.

- Hvis det viser sig at være en trend, som holder ved også efter sommerferien, så skal der tages politisk aktion på det spørgsmål, det er der slet ingen tvivl om. En kortere sagsbehandlingstid er nemlig særdeles relevant, hvis vi skal såvel illegalt som sort arbejde til livs, som Jakob Axel Nielsen siger.

Dokument: Udlændingestyrelsens svar til politiet.

Dokument: Udlændingestyrelsens svar til politiet.