Ny gyllesag på danske svinefarme i Polen

S, SF og Ø kræver indgreb mod IØ-fonden, som har støttet svineproduktionen med danske skattekroner efter tv-afsløring af ny forurening fra Poldanor.

Da Fagbladet besøgte Poldanors svinefarme den 18. nevember sidste år, fandt man denne åbne gyllelagune. Selv om de danske svineprdoucenter efterfølgende fik dækket flere laguner til, er der fortsat store problemer med gylleforurening fra svinefarmen, der er Nordeuropas største. (Michael Daugaard)Da Fagbladet besøgte Poldanors svinefarme den 18. nevember sidste år, fandt man denne åbne gyllelagune. Selv om de danske svineprdoucenter efterfølgende fik dækket flere laguner til, er der fortsat store problemer med gylleforurening fra svinefarmen, der er Nordeuropas største. (Michael Daugaard)

Algesuppen i skovsøen er tommetyk og har kvalt det meste liv. Et drænrør fra svinefarmen i Czarnovwesi går direkte ned i søen.

Billederne, der i går blev vist i TV2/Dags Dato, dokumenterer, at Poldanor stadig har mere end svært ved at leve op til miljøreglerne. Selskabet, der ejes af en række fremtrædende danske svineproducenter, bl.a. Jørgen L. Tørnæs, der er gift med undervisningsminister Ulla Tørnæs, har gennem ti år haft den skatteyderfinansierede IØ-fond som medejer.

På et borgermøde som TV2 deltog i, rasede lokalbefolkningen over stanken, og de anklagede Poldanor for at øge arbejdsløsheden og for at skræmme turisterne væk fra det ellers meget naturskønne område.

- Der er regler, og dem følger vi, sagde en af Poldanors danske direktører, Bjarne Vest.

Ifølge flere af deltagerne på borgermødet, udnytter Poldanor også, at man ifølge polsk lovgivning, først er forpligtet til at betale for forskellige sociale ydelser efter tre måneders ansættelse:

- Det er rigtigt nok, at vi ansætter folk for tre måneder, og hvis vi ikke kan bruge dem efter tre måneder, så fyrer vi dem igen, sagde Bjarne Vest til TV2.

Direktøren gled i gyllen

Trods løfter om det modsatte fra selskabets side, viste nyhedsprogrammet også hvordan en 80 gange 80 meter stor gyllebeholder på en anden af Poldanors svinefarme, var mangelfuldt overdækket med halm. Store huller i flydelaget, der ifølge reglerne skal være tætsluttende, vidner om en massiv afdampning af ammoniak.

I et afløb - direkte op til fabrikken - kunne der se tydelige tegn på forurening af olie. I et efterfølgende interview afviste Poldanors danske direktør, Tom Axelgaard at selskabet skulle være skyld i forureningen af skovsøerne, ligesom han fastholdt, at flydelaget på gyllebeholderen var blæst af i forbindelse med en storm. Men billederne af den delvist åbne gyllebeholder var optaget før den omtalte storm.

Politisk storm i Danmark

Afsløringerne udløser fornyede krav om, at IØ-fonden stopper investeringer i enhver form for svineproduktion i Østeuropa:

- Det er rystende at se disse middelalderlige forhold på de danske svinefarme i Polen, hvor man ikke fører en anstændig miljø- og ansættelsespolitik, siger Pernille Blach Hansen (S), der sidder i Folketingets miljøudvalg. Hun mener, at IØ-fonden skal trække samtlige investeringer i svinefarme i Østeuropa tilbage:

- Miljøsvineriet er, eller har jo været støttet af skatteborgernes penge, og hele ideen med, at IØ-fonden skulle skabe vækst og udvikling i Østlandene, er jo i virkeligheden blevet et spørgsmål om at forgylde de danske svinebaroner.

Også SF´s fødevareordfører, Kresten Touborg, der selv er landmand, raser:

- Den utætte gyllebeholder vi så i fjernsynet i går, har en overflade på mere end 6.500 m2. De her folk er eksperter i svineproduktion, og de ved udmærket godt, at det er umuligt at skabe en tæt overdækning på en så stor overflade - storm eller ej - men de er tilsyneladende fløjtende ligeglade med miljøet, siger Kresten Touborg, der påpeger, at grunden til at en dansk gylletank er mindst seks gange mindre, netop skyldes kravet til at tætheden skal kunne holde til vind og vejr:

- IØ-fonden må stoppe de her investeringer i svinefarme i Østeuropa, og vil de ikke det, så må vi lovgive dem ud af det, siger han. SF vil straks efter valget derfor kræve, at IØ-fonden omdannes, hvis ikke den helt skal nedlægges.

IØ-fonden skal reformeres eller nedlægges

Enhedslistens spidskandidat i Nordjyllands Amt, Per Clausen er enig:

-IØ-fondens aktiviteter skal kulegraves. Enten skal den reformeres, eller også skal den nedlægges. Hidtil har vi eksporteret vores miljøproblemer til Polen, og nu fortsætter de jo i Ukraine og Rusland, siger Per Clausen fra Enhedslisten. Partiet har - trods gentagne rykkere - endnu ikke fået udleveret den tekniske rapport om miljøforholdene.

I Tv-udsendelsen, sagde borgeren og geologen, Grazina Zyber under det ophedede borgermøde mellem Poldanor og de lokale beboere:

- Du kan tale med de sødeste ord, og de vil stadig være ligeglade. Tro mig, de er ligeglade.