Stanken ødelægger alt
Regionsborgmester i Czluchôw Adam Marciniak er vred. Poldanor har invaderet hans region med massiv svineproduktion, og han så dem gerne lukket straks.
Adam Marciniak:
- Poldanors industriproduktion er stik mod god polsk landbrugstradition.
- Poldanor ødelægger udviklingsmulighederne i regionen og skræmmer investorer væk. Svineproduktionen ødelægger miljøet - gyllestanken ødelægger alt. Der er også stor folkelig modstand mod Poldanor, siger borgmesteren.
Han har ikke nogen sympati for de driftige danske svineproducenter.
- De er kommet for at tjene penge, og det gør de, siger han.
Den nærmeste af Poldanors gyllelaguner ligger cirka ti kilometer i luftlinje fra Czluchôw i den lille flække Pawlowko. Det karakteristiske knaldgule Poldanor S/A-skilt med en smilende gris viser vej til de skagensgule bygninger - Poldanors kendemærke.
Ødelægger naturområde
- Poldanor har den mest koncentrerede produktion i hele Polen. Jeg tror ikke på, at de enorme gyllelaguner i huller i jorden holder tæt. Stanken spredes over mange kilometer, siger han og fortæller, at der er planer om et ferieområde med hytter og sommerhuse ved Brda-floden og omliggende søer - et traditionelt kurområde.
- Men det kolliderer med stanken af gylle, påpeger han.
Han pointerer, at Poldanors industriproduktion er stik mod god polsk landbrugstradition.
- Jeg tror ikke på, at den form for produktion har en fremtid. Jeg er overbevist om, at små familiebrug i sidste ende er mere rentable. De producerer kvalitet, siger Adam Marciniak.