3F kræver aktion mod luftforurening
Efter at en rapport fra SAS viser, at lufthavnsarbejdere udsættes for luftforurening kræver 3F, at ledelsen i Københavns Lufthavn sikrer medarbejdernes helbred.
En undersøgelse fra SAS viser, at lufthavnsarbejdere er udsat for stærk luftforurening. Nu kræver 3F, at Københavns Lufthavn sikrer medarbejdernes helbred. (Arkivfoto) - Nu må ledelsen i Københavns Lufthavn tage sig sammen og få gjort noget hurtigst muligt, lyder det fra faglig sekretær i 3F Kastrup, Lars Brogaard.
Han er ikke overrasket over at en undersøgelse lavet af SAS viser, at det er farligere at opholde sig tæt ved flyene i lufthavnen end at være i et rygerum.
- Der har været så meget ballade om rygning. At opholde sig i et rygerum er en privatsag og er et miljø, hvor man kun opholder sig få minutter ad gangen. Derimod arbejder en bagageportør ved de store fly flere timer af gangen. Det er kort sagt hamrende farligt, siger den faglige sekretær.
Handling nu
Lars Brogaard kræver nu, at Københavns Lufthavne tager kontakt til alle parter og virksomheder, der opererer i lufthavnen, for at indføre partikelfiltre på dieselkøretøjerne i lufthavnen - et krav som også bliver rejst i rapporten.
- Nu skal de opføre sig som en ledelse bør og reagere med det samme, som de ifølge miljøloven er forpligtet til. Hvis der går snik-snak og bureaukrati i den, så går det ud over medarbejdernes sikkerhed, siger Lars Brogaard.
Ingen kommentarer
Underdirektør Mogens Kornbo fra Københavns Lufthavne ønsker ikke at kommentere SAS Ground Service' (SGS) undersøgelse.
- Jeg er bekendt med undersøgelsen, men har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt.
Ledelsen i Københavns Lufthavne bliver opfordret til at tage aktion og indføre partikelfiltre på lufthavnens køretøjer. Vil i overveje det?
- Nu skal tingene eventuelt først undersøges af myndighederne, og derefter kan vi se på det bagefter. Vi skal jo følge arbejdsmiljøloven som alle andre.
Men vil du afvise at gå i dialog med SGS og andre, der ønsker en snak om arbejdssikkerheden i Københavns Lufthavn?
- Nej. Dialog er altid godt, og vi vil da gerne høre mere om partikelfiltrene. Men indtil videre har jeg altså ingen yderligere kommentarer, siger Mogens Kornbo.
Lav undersøgelse nu
Ifølge Lars Brogaard er der allerede gået for lang tid uden, at der er sket synderligt for at undersøge sikkerhedsfaren for medarbejderne i lufthavnen.
Han opfordrer derfor lufthavnsledelsen til at se nærmere på en italiensk rapport, der påviste, at lufthavnsansatte havde en øget forekomst af dna-skader. Skader som går ud over arvesystemet, cellerne og kan medføre kræft.
- Man kunne få særligt sagkyndige - læger eller forskere - til at foretage lignende dna- undersøgelser af de danske medarbejdere. På den måde kunne vi få klarlagt, om det står lige så slemt til herhjemme - og ikke mindst få taget eventuelle sygdomme i opløbet, siger Lars Brogaard.