Ny rapport fastslår partikelforurening i lufthavnen

Nye luftmålinger bekræfter ansattes mistanke. Endnu en rapport fastslår partikelforurening i Københavns Lufthavne. Men der findes ingen grænseværdier for kræftfremkaldende partikler i Danmark.

Der er masser af kræftfremkaldende ultrafine partikler i luften - men ingen grænseværdier. (Foto fra SAS)Der er masser af kræftfremkaldende ultrafine partikler i luften - men ingen grænseværdier. (Foto fra SAS)

- Det er jo fuldstændig latterligt.

Sådan lød det kort og godt fra en medarbejder i Københavns Lufthavn under et stormøde hos 3F Kastrup fredag.

Baggrunden for stormødet er endnu en rapport, der fastslår, at, at der er en væsentlig risiko for at blive udsat for partikelforurening, når man færdes ved lufthavnens standpladser.

Ingen grænse for kræftfremkaldende partikler

I rapporten, der er udarbejdet af Eurofinns Miljø A/S, kan man blandt andet læse, at Det Internationale Kræftagentur (IARC) anser de ultrafine partikler (UFP), der bruges i diesel-brændstof og findes i udstødningsgasser, for at være særdeles kræftfremkaldende.

Men samtidig findes der ingen fastsatte grænseværdier for partiklerne herhjemme.

Kort sagt. Der er ingen regler for, hvor farlige udstødningsgasserne fra dieselmotorerne er.

Måleudstyr stod længere væk end medarbejderne

Men her stopper det groteske scenarium ikke.

For i rapporten fremgår det også, at målingerne af de kræftfremkaldende partikler blev foretaget længere væk, end hvor medarbejderne opholder sig.

- Det vurderes, at den aktuelle udsættelse af medarbejderne er større end den målte, da afstanden fra medarbejderne til forureningskilderne som hovedregel er mindre end afstanden fra måleudstyret til forureningskilderne, konkluderer rapporten blandt andet.

Luftigt svar fra ledelsen

Og de oplysninger bekymrer forståeligt medarbejderne i lufthavnen, der krævede svar fra Københavns Lufthavne A/S, der på foranledning af Arbejdstilsynet har bestilt rapporten.

- Vi koordinerer initiativerne med vores samarbejdspartnere, og nedsætter en arbejdsgruppe, der skal sørge for, at der kontinuerligt arbejdes på at nedbringe påvirkningen fra udstødningsgasser. Derfor ser vi det som en fælles opgave, som vi sammen skal løfte, lød svaret fra sektionschef i Købenavns Lufthavne, Dan Meincke.

Vattet mærkatordning

Det svar var adskillige medarbejdere ikke tilfredse med, og de krævede konkrete initiativer fra ledelsen.

Dan Meincke fortalte, at man overvejede en mærkatordning, hvor de dieselkøretøjer, som sviner mest, skal have en rød mærkat. Så kan medarbejderne se, hvilke køretøjer, de skal holde sig fra.

Men i bedste ledelsesstil fortalte Dan Meincke ikke, at mærkat-ordningen i korte træk drejer sig om først-til-mølle princippet - indtil de mest forurenende køretøjer bliver skiftet ud. En udskiftning, der ligger langt ude i fremtiden.

- Det er sgu for ringe - og ganske enkelt en vattet løsning. Det vil sige, at dem der møder først, får de mindst svinende biler - de andre medarbejdere må så stadig finde sig i partikelforureningen. Nu har den her sag kørt i så lang tid, og der sker stadig ikke noget. De er jo pisseligeglade, så længe der er overskud på bundlinjen, rasede en medarbejder på vej ud fra stormødet.