3F-forbundsformand: Ikke nok til de svageste

Der er hårde slag til regeringens finanslovsforslag. - En ren gavebod, der svækker dansk økonomi, advarer økonomer. 3F's forbundsformand er enig, men efterlyser forbedringer for de svageste.

- De svageste bliver faktisk ikke prioriteret særlig højt i finansministerens milliardudspil. Det er jeg ærligt talt skuffet over, lyder kritikken fra Poul Erik Skov Christensen. Han efterlyser især mere fokus på uddannelse og efteruddannelse. (Arkivfoto)- De svageste bliver faktisk ikke prioriteret særlig højt i finansministerens milliardudspil. Det er jeg ærligt talt skuffet over, lyder kritikken fra Poul Erik Skov Christensen. Han efterlyser især mere fokus på uddannelse og efteruddannelse. (Arkivfoto)

Finansminister Thor Pedersen (V) har haft hænderne dybt nede i den fyldte danske pengekasse. Historisk højt milliardtilskud til det offentlige og skattelettelser.

- Overophedning af dansk økonomi, lønpres, tabt konkurrenceevne og i sidste ende minus på betalingsbalancen samt stigende arbejdsløshed, lyder det fra økonomer i både det offentlige og det private erhvervsliv.

Enig med økonomer

Og hos 3F er man umiddelbart enig med økonomernes løftede pegefingre.

Ifølge forbundsformand i 3F, Poul Erik Skov Christensen, er regeringens udspil ren valgstrategi.

- Økonomernes advarsel får da klokkerne til at ringe hos mig. For stigende arbejdsløshed er det sidste, vi har brug for. Med alle de løfter om forbedringer er banen kridtet op til et snarligt folketingsvalg, siger Poul Erik Skov Christensen.

Sparer på uddannelse

Men trods regeringens forkromede løfter om bedre muligheder for de svage, så er det ikke alle, der skal regne med at få ekstra hjælp.

- Finanslovsforslaget hænger ikke sammen med regeringens løfter. Den borgerlige regering lover et løft til de svageste i samfundet. Men samtidig har den sparet over to milliarder på voksen- og efteruddannelsen og svigter dermed de kortuddannede. Derudover er der heller ikke noget i finanslovsforslaget, der tyder på, at eksempelvis de ordblinde får et økonomisk løft. De svageste bliver faktisk ikke prioriteret særlig højt i finansministerens milliardudspil. Det er jeg ærligt talt skuffet over, lyder kritikken fra Poul Erik Skov Christensen.

Han efterlyser mere opmærksomhed og fokus på uddannelse og efteruddannelse.

- Nu skal udspillet drøftes med partierne på Christiansborg, men jeg kan da kun opfordre til, at man opprioriterer uddannelse. Ikke bare for medarbejdernes skyld - men også for fremtidens arbejdsmarked, lyder det fra forbundsformand Poul Erik Skov Christensen.

Nedbring uligheden

Ifølge formanden giver den gode økonomiske situation i Danmark mulighed for at sætte ind mod ulighed.

- Det økonomiske råderum er en gigantisk mulighed for at sætte massivt ind mod uligheden i sundhed, uddannelse og arbejdsmiljø. Der vil være en kæmpe gevinst at hente for samfundet ved at forebygge de mange lønmodtagere, der hvert år må forlade arbejdsmarkedet i utide. Når først folk er nedslidte eller døde af deres arbejde, så er det jo for sent. Også på det område svigter regeringen i en situation, hvor vi har alle muligheder for at gøre det bedre, siger 3F's forbundsformand.