Regeringen vil sætte ind mod ulighed
Statsministeren har hørt efter 3F's krav om at sætte ind mod den voksende ulighed, da han satte problemet på dagsordenen under Folketingets åbningstale. Floskler, mener Helle Thorning-Schmidt.
- Uligheden er steget under den nuværende regering. De har haft seks år til at prioritere at sætte ind mod uligheden, og det har de ikke formået, siger Helle Thorning-Schmidt om Foghs åbningstale. (Foto: Harry Nielsen) Man skulle tro, at statsminister Anders Fogh Rasmussen havde været en flittig gæst på Nyhedsbrevets hjemmeside. Uligheden blev et af kernepunkterne i statsministerens tale, da han i dag afholdt årets vigtigste politiske tale: folketingets åbningstale.
- Vi står over for en ny udfordring. En udfordring, som vi kunne kalde den nye ulighed. En ulighed, som ikke først og fremmest bunder i mangel på penge, men snarere i mangel på livschancer. En mangel på muligheder som følge af mangel på sociale, uddannelsesmæssige og kulturelle kompetencer, lød det blandt andet fra statsministeren.
Satser på uddannelse
I talen lagde Anders Fogh op til, at regeringen vil sætte ind over for den sociale arv. Desuden vil regeringen satse på mere uddannelse - ikke mindst forstærke indsatsen for at forebygge sundhedsmæssige problemer blandt de udsatte grupper.
- Der er stigende ulighed, når det gælder sundhed. Regeringen vil udarbejde en national handlingsplan med klare mål for at forebygge usund levevis, sagde Anders Fogh Rasmussen.
Garanti glæder 3F
Dermed lægger han sig tæt på af 3F's krav om at sætte ind mod den stigende ulighed og skellet mellem rig og fattig i samfundet. Og det glæder forbundsformand i 3F, Poul Erik Skov Christensen.
- Den senere tids intense debat om det skæve Danmark har tilsyneladende gjort indtryk på landets statsminister, og det glæder mig, men nu må vi se, om der er substans i løfterne. Hidtil har regeringen intet gjort, så det er jo Fogh selv, der er skyld i den ulighed, vi ser i dag, siger 3F's formand Poul Erik Skov Christensen.
Helle Thorning-Schmidt: Floskler
Og netop substans mangler i åbningstalen, mener Socialdemokraterne.
- Det er en masse floskler og minder om en udmattet statsminister, der halser efter socialdemokratiske værdier, siger Helle Thorning-Schmidt (A).
Hun har selv fulgt med i Nyhedsbrevets tema om ulighed, og mener, at regeringen er skyld i den stigende ulighed.
- Uligheden er steget under den nuværende regering. De har haft seks år til at prioritere at sætte ind mod uligheden, og det har de ikke formået. Statsministeren er rigtig god til at holde fine og forkromede taler. Men nu vil vi se handling, siger Helle Thorning-Schmidt.
På rov hos A
Men han tager ulighed op som et emne og vil indføre en kvalitetsplan, der skal styrke de socialt belastede. Er det ikke et skridt på vejen?
- Som sagt har de haft seks år til at gøre noget. Socialdemokraterne har i lang tid gjort opmærksom på den stigende ulighed. At regeringen nu pludselig vil indføre en kvalitetsplan virker meget som om, han har været på rov blandt de socialdemokratiske værdier. Han virker træt og udmattet, siger Helle Torning-Schmidt.