FL08/LO kræver mere fart
Opkvalificeringen af de offentligt ansatte, seniorpolitikken og arbejdsmiljøindsatsen vil ske for langsomt med det finanslovsforslag, finansminister Thor Pedersen (V) tirsdag fremlagde, mener LO.
- Når regeringen ikke afsætter penge nok på næste års finanslov til disse formål, kommer det til at gå ud over kvaliteten i den offentlige sektor. Vi står med et akut behov for flere hænder, og derfor kan jeg ikke sige det tydeligt nok: Se så at komme i gang med den opkvalificering og forbedring af arbejdsmiljøet, så vi kan få de attraktive arbejdspladser i den offentlige sektor, vi har brug for, siger LO's næstformand, Tine Aurvig-Huggenberger.
Hun mener, at finanslovforslaget vil give en alt for langsom start og peger blandt andet på aftalerne fra trepartsforhandlingerne.
- Regeringen har afsat cirka otte milliarder kroner til at finansiere trepartsaftalerne de næste fire år. Heraf kommer de seks milliarder kroner fra den ny kvalitetspulje. Desværre bruger regeringen kun 700 millioner kroner næste år til kvalitetsreformen og trepartsaftalen. Dermed får man en alt for langsom start, siger Tine Aurvig-Huggenberger.