Elever uddanner elever på landbrugsskole

Borris Landbrugsskole bruger rumænere, som ikke har fuldført lærer- eller landbrugsuddannelsen i Danmark, til at undervise skolens elever. Undervisere: Under al kritik.

- Jeg synes, det er under al kritik, at en del af undervisningen bliver varetaget af tidlige rumænske elever, siger Heidi Gregersen, der sammen med sin kollega Søren Lyngesen kritiserer undervisningen på Borris Landbrugsskole. (Foto: Morten Halskov.)- Jeg synes, det er under al kritik, at en del af undervisningen bliver varetaget af tidlige rumænske elever, siger Heidi Gregersen, der sammen med sin kollega Søren Lyngesen kritiserer undervisningen på Borris Landbrugsskole. (Foto: Morten Halskov.)

Elever på Borris Landbrugsskole bliver undervist af rumænere, som ikke har gennemført lærer- eller landbrugsuddannelsen i Danmark.

Det bekræfter nuværende og tidligere lærere på den omstridte landbrugsskole nær Skjern.

- Det kan man simpelthen ikke være bekendt over for hverken elever eller lærere på Borris Landbrugsskole, siger Søren Lyngesen, praktisk underviser hos Borris Landbrugsskole, til Nyhedsbrevet 3F.

Samme kritiske holdning har en anden lærer, som var ansat på Borris Landbrugsskole indtil august i år:

- Jeg synes, det er under al kritik, at en del af undervisningen bliver varetaget af tidlige rumænske elever, der kun har taget 1B. Jeg mener ikke, det giver dem hverken viden eller erfaring til at undervise, siger Heidi Gregersen til Nyhedsbrevet 3F.


Studerede turisme i Rumænien

De to danske lærere har været kolleger med flere rumænere på den vestjyske landbrugsskole, heriblandt en praktisk underviser i svin. Hans uddannelse i hjemlandet peger dog i en helt anden retning:

- Jeg har ikke været lærer eller arbejdet med grise i Rumænien. Jeg har læst miljøbeskyttelse og turisme på universitet, siger 23-årige Ciprian Veres til Nyhedsbrevet 3F.

Østeuropæeren fortæller, at han i juni 2007 stoppede som elev på Borris Landbrugsskole efter det såkaldte modul 1B på uddannelsen til faglært landmand. Selvom han ikke er lærer og manglede hele anden halvdel af landmandsuddannelsen, blev han underviser på skolen fra august samme år.

- Jeg erstattede en anden rumænsk lærer, og jeg underviste eleverne i at kastrere og inseminere svin og give dem indsprøjtninger og skyde dem. Jeg fortalte dem, hvordan jeg selv havde gjort i praktik som elev fra Borris Landbrugsskole, siger Ciprian Veres.


Ølsælger for Tuborg og Calsberg

Rumæneren oplyser, at han havde været i praktik på en dansk svinefarm i 15 måneder, før han fik lærerjobbet.

- Jeg var glad for jobbet som lærer på Borris Landbrugsskole. Jeg havde en kontrakt som landbrugsmedhjælper og fik 18.500 kroner i løn om måneden. Men jeg stoppede i september i år, fordi jeg blev tilbudt en bedre løn som fodermester hos en landmand, siger Ciprian Veres.

Undervisningen blev overtaget af en anden rumæner.

- Jeg blev færdig med modul 1B på Borris Landbrugsskole i april 2008. Jeg har i to måneder været lærer på skolen, hvor jeg blandt andet har undervist i at give indsprøjtninger til svin. Jeg var meget glad for jobbet, men jeg har det ikke længere, siger Andrei Mihai til Nyhedsbrevet 3F.

Den 32-årige rumæner fortæller, at han i næsten 12 år har solgt øl for Tuborg og Carlsberg i hjemlandet, inden han blev elev på Borris Landbrugsskole.

- Jeg kom på Borris Landbrugsskole på grund af gode venner. De fortalte, at man kan tjene gode penge i Danmark, hvis man gør et godt job, siger Andrei Mihai.

Hans rumænske hustru, Daniela Mihai, arbejder også på Borris Landbrugsskole.


Undervisning hos skolens formand

Både Andrei Mihai og Ciprian Veres fortæller, at skolens praktiske undervisning foregik i stalden hos Henning Ostersen, som er formand for bestyrelsen på Borris Landbrugsskole.

- Jeg ved godt, at undervisningen foregår i min stald. Jeg står som ejer, men det er min søn, som leder og fordeler arbejdet. Men vi har ikke noget med undervisningen at gøre, og der er overhovedet ingen penge i det, siger Henning Ostersen, formand for bestyrelsen på Borris Landbrugsskole, til Nyhedsbrevet 3F.

Synes du, at det er fagligt forsvarligt at bruge rumænske elever til at undervise elever i Danmark?

- Der kan være sprogmæssige fordele. Ellers så ved jeg ikke, hvad jeg skal sige. Jeg ved ikke, hvor mange rumænske undervisere der er. Men en person, som har været i praktik i 18 måneder, kan en del. Men det er godt nok i mangel af bedre. Det har været svært at få undervisere til skolen, siger Henning Ostersen.