Landbrugsskole snyder elever for eksamensbeviser

Dansk Landbrug kritiserer en af landets største landbrugsskoler for ikke at give dens udenlandske elever ordentlige eksamensbeviser.

De studerende på grunduddannelsen på Borris Landbrugsskole får hverken et bevis på, at de kan malke en ko eller sprøjte på marken. Væsentlige beviser, som alle danske elever får på deres uddannelse til faglært landmand. (Foto: Anders Bach)De studerende på grunduddannelsen på Borris Landbrugsskole får hverken et bevis på, at de kan malke en ko eller sprøjte på marken. Væsentlige beviser, som alle danske elever får på deres uddannelse til faglært landmand. (Foto: Anders Bach)

Udenlandske elever fra Borris Landbrugsskole er meget dårligere rustet til at få et arbejde på en dansk gård efter uddannelsen, end danske elever gør.

De studerende på grunduddannelsen på den vestjyske landbrugsskole får nemlig hverken et bevis på, at de kan malke en ko eller sprøjte på marken. Væsentlige beviser, som alle danske elever får på deres uddannelse til faglært landmand.

Forholdene for de omkring 180 udenlandske elever på Borris Landbrugsskole møder nu for første gang kritik fra toppen af landbrugets egne rækker.

- Eleverne bør kunne få både malkebevis og sprøjtebevis, som er obligatorisk på landmandsuddannelsen. Eleverne går jo på en landbrugsskole for at få disse beviser, siger Gert Karkov, viceformand i Dansk Landbrug, til Nyhedsbrevet 3F.

Viceformanden for Dansk Landbrug ønsker ikke umiddelbart at udtale sig om, hvorvidt landbrugsuddannelsen på Borris Landbrugsskole er ulovlig. Han henviser i stedet til den undersøgelse af landbrugsskolen, som Undervisningsministeriet foretager lige nu.

Grundkursus i førstehjælp

På papiret har Borris Landbrugsskole en målsætning om at "give eleverne en solid uddannelse i landbrugets grundskole". Men i virkeligheden giver skolen de udenlandske elever en discountuddannelse.

Det mener flere af de højtuddannede elever, som netop har overstået grunduddannelsen. Heriblandt den 24-årige rumæner Dana Zaharia, som lod sig lokke til Borris Landbrugsskole med løftet om en universitetsgrad. Men et grundkursus i førstehjælp er det eneste certifikat, hun har fået på skolen ud over beviset på, at hun har bestået grunduddannelsen.

- Jeg kom til Danmark for at blive dygtigere, men jeg har overhovedet ikke fået den høje uddannelse, som jeg var lovet. Jeg har hverken fået et malkebevis eller et sprøjtebevis, og dem fra Borris Landbrugsskole har aldrig fortalt noget om disse beviser. Jeg føler mig snydt, siger Dana Zaharia til Nyhedsbrevet 3F.

Rumæneren må slippe 48.520 kroner for discountuddannelsen på Borris Landbrugsskole.

Èn dag med svin og én med kvæg

Udlændingene på Borris Landbrugsskole får kun få timers praktik i skolens gammeldags stalde i løbet af grunduddannelsen. Det viser en undervisningsplan, som skolen har skrevet ud 10. april i år, og som Nyhedsbrevet 3F har fået fat i.

- "Hver enkelt elev arbejder 1 dag med kvæg og 1 dag med svin," står der i undervisningsplanen for elevernes staldpraktik på modul 1A.

Lærer: Elever får ikke sprøjtebevis

En af lærerne på Borris Landbrugsskole har bekræftet over for Nyhedsbrevet 3F, at de udenlandske elever ikke får mulighed for at få et sprøjtebevis på den vestjyske skole:

- Vi har overvejet, at de kan få et sprøjtebevis, men der er store forhindringer sprogligt set. Vi har kun relevante bøger på dansk, og dem kan eleverne ikke forstå. Jeg kan ikke føre dem op til det bevis, sagde plantelærer Benedikte Permin, da Nyhedsbrevet 3F var på rundvisning på Borris Landbrugsskole 20. maj 2008.

Nyhedsbrevet 3F har forgæves forsøgt at få en kommentar fra vicerektoren på Borris Landbrugsskole.