Haarders undersøgelse trækker ud

Undervisningsministerens redegørelse af danske landbrugsskolers uddannelse af udlændinge er nu udsat på ubestemt tid.

Bertel Haarder iværksatte en undersøgelse af landbrugsskolers uddannelse af udlændinge på baggrund af afsløringer i Nyhedsbrevet 3F. Men den er nu udsat. (Foto: Gitte Sofie Hansen)Bertel Haarder iværksatte en undersøgelse af landbrugsskolers uddannelse af udlændinge på baggrund af afsløringer i Nyhedsbrevet 3F. Men den er nu udsat. (Foto: Gitte Sofie Hansen)

Undervisningsminister Bertel Haarders (V) redegørelse af seks danske landbrugsskolers uddannelse af udenlandske elever trækker i langdrag.

Ministeren forudså i begyndelsen af juni, at han ville have konklusionen på sin tilsynssag klar i løbet af to til tre måneder. Men rapporten er endnu ikke klar her fire måneder efter, at ministeren satte sin undersøgelse i gang. Det bekræfter lederen af tilsynssagen over for Nyhedsbrevet 3F:

- Ministeriet kan ikke drage en konklusion, før vi har et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Vi mangler stadig oplysninger fra flere af landbrugsskolerne, og der er ingen af sagerne, som er afsluttet endnu, siger Jørgen Torsbjerg Møller, kontorchef i Undervisningsministeriet, til Nyhedsbrevet 3F.

Ministerium: Ulovligt statstilskud

Bertel Haarder iværksatte undersøgelsen af danske landbrugsskolers uddannelse af udlændinge på baggrund af afsløringer i Nyhedsbrevet 3F.

Siden er Undervisningsministeriet kommet med følgende foreløbige konklusioner i sagerne:

- Dalum Landbrugsskole har fra 2006 til 2008 fået et ulovligt statstilskud til uddannelse af 169 elever fra Ukraine, Brasilien, Gambia og Zambia.

- Grindsted Landbrugsskole har fra 2006 til 2008 modtaget et ulovligt statstilskud til uddannelse af et ukendt antal elever fra Ukraine, Rusland og Moldavien.

- Asmildkloster Landbrugsskole har i 2006 og 2007 fået et lovstridigt tilskud til 44 ukrainske elever.

- Borris Landbrugsskole har taget en overpris på 150 kroner om ugen i kost og logi for udenlandske elever.

Skoler står til millionkrav

Undervisningsministeriet har krævet, at Borris Landbrugsskole betaler de uretmæssigt opkrævede penge tilbage til eleverne.

Derudover har ministeriet meddelt, at det har til hensigt at kræve statstilskud tilbage fra Dalum Landbrugsskole, Asmildkloster Landbrugsskole og Grindsted Landbrugsskole. Det skyldes, at disse skoler har fået skattekroner for udenlandske elever, som ifølge ministeriet kun havde lov til at være i Danmark i to år - og dermed ikke kunne få en hel landbrugsuddannelse, som varer tre et halvt år her i landet.

Dalum Landbrugsskole, Asmildkloster Landbrugsskole og Grindsted Landbrugsskole er uenig i konklusionen - og truer nu Undervisningsministeriet med en retssag, hvis det fortsat vil kræve det endnu ukendte millionbeløb tilbage fra skolerne.

Ud over de nævnte landbrugsskoler undersøger Undervisningsministeriet Landbrugsskolen Sjælland og Kalø Økologiske Landbrugsskole. Det er uvist, hvornår ministeriet har den samlede redegørelse klar.

- Jeg tør ikke i dag give et bud på, hvornår sagerne kan være afsluttede, siger Jørgen Torsbjerg Møller, kontorchef i Undervisningsministeriet.