Landbrugsskole trodser myndigheder

En af landets største landbrugsskoler bryder loven om udlændinges ret til at arbejde i Danmark, selvom de danske myndigheder tidligere har indskærpet reglerne direkte over for skolens ledelse.

Nyhedsbrevet 3F har fået aktindsigt i én sag, som viser, at Borris Landbrugsskole nær Skjern har undervist en rumænsk elev ulovligt. Landbrugsskolen har haft rumæneren til at bo og studere uden en tilladelse i de fire første måneder af 2008, selvom eleven maksimalt må studere i Danmark i tre måneder uden en tilladelse. (Foto: Anders Bach)Nyhedsbrevet 3F har fået aktindsigt i én sag, som viser, at Borris Landbrugsskole nær Skjern har undervist en rumænsk elev ulovligt. Landbrugsskolen har haft rumæneren til at bo og studere uden en tilladelse i de fire første måneder af 2008, selvom eleven maksimalt må studere i Danmark i tre måneder uden en tilladelse. (Foto: Anders Bach)

Ledelsen på Borris Landbrugsskole gør grin med loven og de danske myndigheder.

Landbrugsskolens ledelse blæser ikke blot på loven for uddannelse af udlændinge i Danmark, den nægter også at følge reglerne, selvom ledelsen har fået indprentet lovens bogstav af de danske myndigheder. Det viser papirer fra skolen samt Udlændingeservice, som Nyhedsbrevet 3F har fået aktindsigt i.

- Vi ser alvorligt på sagen. Vi har tidligere orienteret Borris Landbrugsskole om reglerne. Det kan være, at der kommer en politisag, hvis der er sket noget ulovligt, siger Inge Bruhn Thomsen, centerdirektør i Udlændingeservice, til Nyhedsbrevet 3F.

Skoleledelse skal forklare sig

Centerdirektøren fortæller, at ledelsen for Borris Landbrugsskole bliver indkaldt til et møde, hvor den skal forklare sig.

Borris landbrugsskole - som har fået i alt 16,6 millioner kroner i statsstøtte i årene 2006 og 2007 - bryder flere regler.

Nyhedsbrevet 3F har fået aktindsigt i én sag, som viser, at skolen nær Skjern har undervist en rumænsk elev ulovligt. Landbrugsskolen har haft rumæneren til at bo og studere uden en tilladelse i de fire første måneder af 2008, selvom eleven maksimalt må studere i Danmark i tre måneder uden en tilladelse.

Skole sendte illegal i praktik

Borris Landbrugsskole sendte endda eleven i praktik hos en dansk landmand nær Varde den 30. april. Det skete velvidende, at rumæneren ikke havde en arbejdstilladelse og dermed ville arbejde illegalt.

- Det er korrekt, at rumæneren aldrig har haft en arbejdstilladelse. Det er en overtrædelse af regelsættet, siger Inge Bruhn Thomsen, centerdirektør i Udlændingeservice.

Borris Landbrugsskole holdt den rumænske elev i uvidenhed om, at han arbejdede illegalt. Rumæneren skal betale 48.520 kroner til Borris Landbrugsskole for dens uddannelse.

Intet særsyn

Det er ikke første gang, at Borris Landbrugsskole har problemer med elever uden arbejds- og opholdstilladelse. I slutningen af januar i år skrev skolens viceforstander til Udlændingeservice, fordi tre rumænske elever stod til at få afslag på at komme i praktik på en dansk gård på grund af deres uddannelsesmæssige baggrund.

Den vestjyske landbrugsskole havde hentet eleverne til Danmark, selvom de havde et blot tre måneders kursus i landbrug fra Rumænien. Skolens ledelse ligestiller det tre måneders kursus i Rumænien med første del af den danske grunduddannelse til faglært landmand:

- Vi kan sammenligne den med modul 1A i DK, skrev Vittus Bernlow, viceforstander på Borris Landbrugsskole, den 24. januar 2008 til direktøren for Udlændingeservice.

Forstander: Ingen kommentarer

Til trods for at ledelsen for Borris Landbrugsskole sammenligner et tre måneders landbrugskursus i Rumænien med modul 1A i den danske uddannelse, har skolen hentet langt størstedelen af dens udenlandske elever op til netop modul 1A.

De udenlandske elever på den danske grunduddannelse har udløst adskillige millioner skattekroner i tilskud til Borris Landbrugsskole fra de danske skatteborgere.

Ledelsen for Borris Landbrugsskole vil ikke kommentere sagen over for Nyhedsbrevet 3F.