Flere ulykker i landbruget om sommeren
Tre alvorlige ulykker i landbruget på tre dage. Ulykkerne sker især om sommeren, når landmændene har allermest travl med høsten.
Kombinationen af farlige maskiner og stor travlhed betyder mange ulykker om sommeren. ((Arkivfoto: Colourbox)) Landbruget er en af de brancher, hvor der sker flest alvorlige ulykker. Især giver sommerens høstsæson mange arbejdsulykker.
De seneste tre dage har alene medført tre alvorlige ulykker.
I går blev en 78-årig mand dræbt, da en halmballe ramte ham. Senere samme dag kom en traktorfører galt af sted i Haderslev, da traktoren og føreren røg ud over en skrænt.
Og i mandags kolliderede en mejetærsker med et tog mellem Skjern og Herning, hvor landmanden blev dræbt af sine kvæstelser.
3F's Fagpolitisk center for arbejdsliv mener, at landmændene glemmer at tænke sig om, når der er travlt.
- Landmændene glemmer, at når de er pressede, sker der oftere og nemmere ulykker. Det skyldes primært manglende omtanke, dårlig instruktion og pres fra arbejdsgiveren, siger Jesper Lund-Larsen, Miljø- og arbejdsmiljøkonsulent hos 3F.
Ulykker skyldes stress
Det bakkes op af specialkonsulent Tormod Overby fra Landscentret Plan & Miljø i en artikel fra Landbrugsavisen.
- Der sker dobbelt så mange ulykker i den sidste halvdel af året i forhold til den første halvdel af året. Det er typisk i de travle høstperioder, at ulykkerne sker. Der er mest aktivitet, der er mere stress, og arbejdsdagene er længere.
Tal fra Arbejdstilsynet viser også, at landmændene er hårdt ramt. I 2007 blev der anmeldt 447 arbejdsulykker i landbruget. 9 dødsulykker, 123 andre alvorlige ulykker og 315 andre ulykker som primært er forstuvninger og sårskader.