Landbrugsskole malker rumænske elever

Borris Landbrugsskole, der er en af landets største, tjener tusindvis af kroner på dens mange udenlandske elever, som betaler overpris for bøger, internet og skoleture.

De rumænske elever på Borris Landbrugsskole betaler overpris for bøger, internet og skoleture. (Foto: Anders Bach)De rumænske elever på Borris Landbrugsskole betaler overpris for bøger, internet og skoleture. (Foto: Anders Bach)

Udenlandske elever på Borris Landbrugsskole skal ikke bare betale 20 procent for meget for kost og logi. De er også nødt til at betale overpris for bøger, internet og skoleture.

De udenlandske elever må i alt slippe 48.200 kroner til den statsstøttede landbrugsskole nær Skjern, viser papirer, som Nyhedsbrevet 3F har fået fat i.

- Det er en fuldstændig vanvittig pris. Skolen tjener flere tusinde kroner på hver enkelt elev. Det er ikke bare aldeles usmageligt, det er også et brud på loven, siger Morten Fischer-Nielsen, forhandlingssekretær i Den Grønne Gruppe i 3F.

Bøger koster 1.060 kroner

Eleverne på det såkaldte modul 1S på Borris Landbrugsskole må hver af med 9.320 kroner for ”undervisningsmaterialer, EDB og ekskursioner”, viser en faktura fra skolen fra 30. april 2008. Skolens ledelse vil dog ikke fortælle Nyhedsbrevet 3F, hvor meget eleverne betaler for henholdsvis bøger, internet og ture.

Bøgerne på modul 1S koster i alt 1.060 kroner ifølge Nyhedsbrevet 3F’s opgørelse.
Internet koster en plovmand om måneden.

Ledelsen for Borris Landbrugsskole oplyser, at skolen har en internetforbindelse på 8 Megabyte hos TDC. Ifølge TDCs hjemmeside er prisen 699 kroner om måneden for en sådan forbindelse, som både ansatte og de 180 udenlandske elever kan bruge.

Flere af rumænerne fra Borris Landbrugsskole fortæller, at eleverne har måttet betale hver 500 kroner om måneden til skolen for internet.

- Efter en måned lukkede de for internetforbindelsen på den gamle togstation, hvor vi boede. Forbindelsen kom ikke tilbage, men alligevel har vi betalt for internet. I begyndelsen sagde skolen, at vi skulle betale 300 kroner om måneden, men senere sagde de, at prisen var 500 kroner om måneden, siger den 27-årige dyrlæge Horia Hamzea til Nyhedsbrevet 3F.

Gåtur til nabogården

Den færdiguddannede dyrlæge fra Rumænien fortæller, at han har været på ni skoleture på grunduddannelsen 1S på Borris Landbrugsskole. Eleverne var blandt andet på gåben til to af besøgene, som var på nabogårde til skolen i Borris. I to andre tilfælde var udlændingene med minibus til gårde lidt uden for Borris.

Derudover har rumænerne kørt småture i bus - blandt andet til Ringkøbing for at se Vesterhavet ved vintertide. Den 27-årige dyrlæge har i alt kørt omkring 600 kilometer i bus, når klassen har været på udflugt. Dertil skal lægges småbeløb som 50 kroner i entré på Stenaldercentret Ertebølle.

Prisen stiger med 60 procent

Kort efter de rumænske elever på modul 1S kom til Danmark i begyndelsen af januar 2008, fik de udleveret en prisopgørelse fra Borris Landbrugsskole. Eleverne skulle dengang betale hver 3.600 kroner for ”undervisningsmaterialer, ture, internet, osv.” ifølge opgørelsen, som Nyhedsbrevet 3F har set. Derudover skulle udlændingene betale 2.060 kroner i ”administration”.

Men på under fire måneder steg elevernes betaling til skolen for de samme ydelser fra 5.660 til 9.320 kroner. En prisstigning på over 60 procent.

Skole: Fair pris

Ledelsen på Borris Landbrugsskole mener, at det er helt i orden, at Horia Hamzea og andre rumænske elever på 1S har betalt hver 9.320 kroner for bøger, internet og skoleture:

- 9.320 kroner er et fair beløb, siger Lars Tobler, forstander på Borris Landbrugsskole, til Nyhedsbrevet 3F.

Hvorfor er prisen steget?

- Det er ikke noget, der er steget, siger Lars Tobler.

Landbrugsskolens leder af administrationen supplerer:
- Det er ikke kun betaling for bus. Der er også udgifter for skolen til planlægning af turene, siger Hans Jørgen Dideriksen til Nyhedsbrevet 3F.

Borris Landbrugsskole fik i 2006 og 2007 et samlet statstilskud på 16,6 millioner skattekroner - til blandt andet at dække udgifterne til planlægning og administration. Landbrugsskolen har i de seneste år vendt et millionunderskud til et overskud på i alt 2,9 millioner kroner for 2006 og 2007.

Se faktura her

Se faktura her