Ministerium: Landbrugsskole bryder loven
Borris Landbrugsskole følger ikke reglerne for uddannelse af landbrugselever, og Undervisningsministeriet kræver, at den omstridte skole straks retter ind.
Borris Landbrugsskole overtræder flere basale regler om elevbetaling i loven om erhvervsuddannelsen for landbrugselever. Det fremgår af et usædvanligt skarpt brev fra Undervisningsministeriet, som Nyhedsbrevet 3F har fået aktindsigt i. (Foto: Anders Bach) Borris Landbrugsskole overtræder flere basale regler om elevbetaling i loven om erhvervsuddannelsen for landbrugselever. Det fremgår af et usædvanligt skarpt brev fra Undervisningsministeriet, som Nyhedsbrevet 3F har fået aktindsigt i.
”Ministeriet pålægger derfor skolen straks at ændre den fastsatte elevbetaling og indsende en ny oversigt, der opfylder kravene i lovgivningen.”
Flere lovbrud
Undervisningsministeriets brev fra 21. august er sendt til Agroskolen ved Herning, der har ansvaret for landbrugsuddannelsen på skolen i Borris, som ikke er godkendt af ministeriet.
Ministeriet peger på to konkrete lovbrud. For det første forlanger Borris Landbrugsskole 150 kroner fra hver elev i fællesudgifter, selv om der ikke er ”hjemmel til at opkræve et sådant beløb.” For det andet skal eleverne ifølge skolens egne oplysninger betale 5.560 kroner for et grundforløb og 3.600 kroner for et hovedforløb.
Pengene bliver angiveligt krævet ind for bøger, edb og ekskursioner.
”Der er ikke hjemmel til at opkræve beløb for undervisningsmidler og ekskursioner som et samlet beløb, allerede fordi reglerne om disse betalinger er forskellige,” fastslår ministeriet og bemærker:
”Hertil kommer, at eleverne ikke af skolen kan forpligtiges til at købe undervisningsmidler af skolen eller til at deltage i ekskursioner, hvor betalingen overstiger den af ministeriet fastsatte maksimale elevbetaling. Eleverne skal kunne se, hvad de skal betale for.”
Forretningsgrundlag smuldrer
Borris Landbrugsskole har i de seneste par år holdt høstfest året rundt.
Skolen nær Skjern har haft et overskud på i alt knap tre millioner kroner i 2006 og 2007 – ikke mindst på grund af opskruede priser for dens udelukkende udenlandske elever. En del af eleverne har således ifølge reglerne hver betalt 150 kroner for meget om ugen i kost og logi til skolen.
Derudover har skolen efter en del af elevernes mening tjent tykt på bøger, internet og skoleture til dem.
Ifølge skolens seneste årsregnskab forventer dens ledelse at høste endnu flere penge på de udenlandske elever i 2008 – i alt 1,7 millioner kroner. Men det kan vise sig svært for skolen at nå den store gevinst nu, hvor Undervisningsministeriet har forlangt, at Borris Landbrugsskole skal følge reglerne.
”Skolen skal tilbagebetale uretmæssigt opkrævede elevbetalinger, herunder den merpris for kostskoleophold på 150 kr. pr. uge, som skolen tidligere har erkendt at have opkrævet med urette.”
Forstanderen for Borris Landbrugsskole har over for Nyhedsbrevet 3F afvist at kommentere sagen så længe, at Undervisningsministeriet ikke har afsluttet hele dets undersøgelse af skolen. Ministeriet forventer at have resultatet af undersøgelsen klar i september.
Læs ministeriets påbud til skolen her:
Læs ministeriets påbud til skolen her: