Spar dig til guld og grønne skove
3F'erne går forrest, når der skal spares på energien. Se, hvordan du kan spare tusindvis af kroner og samtidig hjælpe klimaet.
Der er gevinst for både pengepungen og miljøet ved at ændre vaner i hjemmet. For eksempel ved at tage kortere brusebade. (Søren Zeuth) Dyrker deres egne grøntsager, har skiftet sparepærer, genbruger, cykler, tager kortere bade og enkelte sætter sågar en solfanger på taget.
Medlemmer af 3F er den gruppe i befolkningen, der går allerforrest, når det gælder om at hjælpe klimaet ved at spare på energien. Det viser ny undersøgelse lavet af Analyse Danmark A/S.
Faktisk er det to ud af tre 3F'ere, der inden for bare det sidste år, har skruet ned for blusset og ændret energivaner. Og bortset fra enkelte, svarer alle, at de gør det både af hensyn til klimaet, og fordi de gerne vil spare penge.
Giv din bolig og vaner et tjek
Det skal kunne betale sig at hjælpe klimaet. Og det gør det faktisk i rigt mål. De fleste oplyser, at de har sparet udgifter på el og varme, men også vand og transport ligger pænt placeret på listen over, hvor der er penge at hente.
Hvis du ikke allerede er i gang eller mangler inspiration til nye spareideer, så hop med på klimabølgen og grib fat i guiden til højre. Se hvordan du både kan spare tusindvis af kroner og hjælpe klimaet. En oplagt WIN-WIN situation, som de vist siger i reklamerne.
Læs det store klimatema i Fagbladet nummer 15.
Spare-hitlisten
Top ti over hvad 3F'erne har gjort det sidste år for at spare på energien.
1) Har skiftet glødepærer ud til sparepærer: 70 %
2) Slukker lyset, når ingen er i rummet: 60 %
3) Har købt hårde hvidevarer, der er A++ mærkede: 43 %
4) Har installeret elspareskinner til for eksempel tv og pc: 37 %
5) Tager kortere bade: 32 %
6) Samler regnvand i regnvandstønde: 30 %.
7) Har installeret vandsparebrusere og spareindsatser på haner: 25 %
8) Har opsat et eller flere vandbesparende toiletter: 24 %
9) Har udskiftet et eller flere vinduer til lavenergiglas: 22 %
10) Kører mindre i bil: 21 %