Racisme og eksklusiv-aftaler holdes adskilt
Venstre afviser Dansk Folkepartis tilbud om at stemme for et forbud mod eksklusivaftaler, hvis racisme-paragraffen fjernes. DF's Bent Bøgsted er også skeptisk.
Racisme har intet med eksklusivaftaler at gøre. Dansk Folkeparti får ikke held til at bruge en afskaffelse af eksklusivaftalerne på arbejdsmarkedet som en løftestang til at komme af med den danske racismeparagraf.
Det fastslår Venstres arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg. Han afviser, at regeringen vil kæde de to områder sammen i efterårets forhandlinger om afskaffelse af eksklusivaftalerne.
- Det har slet ikke noget med hinanden at gøre. Det er en irrelevant sammenkædning og for meget kræmmermarked efter min smag, siger Jens Vibjerg, der i øvrigt støtter en afskaffelse af racismeparagraffen.
Det er Dansk Folkepartis næstformand der efter partiets årsmøde i weekenden kæder racismeparagraffen sammen med forhandlinger med regeringen på andre områder.
- Hvis vi skal blive ved med at bære vigtige reformer og finanslovsaftaler igennem med regeringen er det klart, at vi også skal have noget for det. Derfor kan jeg sagtens forestille mig, at vi kæder kravet sammen med de igangværende forhandlinger om finansloven eller eksklusivaftalerne, siger Peter Skaarup til Jyllands-Posten
Ingen sammenkædning
Men den udlægning af Dansk Folkepartis politik er partiets arbejdsmarkedsordfører Bent Bøgsted ikke med på.
- Vi har i forvejen kædet eksklusivaftalerne sammen med udvidelsen af EU og arbejdskraftens fri bevægelighed, og vi kan ikke kæde det sammen med alt muligt andet. Så vi vil ikke lave en decideret sammenkædning af racismeparagraffen og eksklusivaftalerne, siger Bent Bøgsted.
Han ser Peter Skaarups udtalelse som en advarsel til regeringen om, at det ikke nytter noget at se bort fra Dansk Folkepartis krav om en afskaffelse af racismeparagraffen eller en overgangsordning på syv år for arbejdskraft fra de kommende nye EU-lande, hvis der skal forhandles i efteråret på andre områder.
DF svære at finde ud af
Selv om Venstres arbejdsmarkedsordfører Jens Vibjerg afviser at kæde de to områder sammen, tror han stadig, at en afskaffelse af eksklusivaftalerne kan blive til noget.
- Når vi om kort tid kommer med et forslag, er det jo fordi Dansk Folkeparti har pålagt os det med et beslutningsforslag. Men det er lidt svært at finde ud af, hvad Dansk Folkeparti vil, siger Jens Vibjerg.
Bent Bøgsted afviser at gå med til afskaffelse af eksklusivaftalerne på nuværende tidspunkt.
- Regeringen har jo kørt diskussionen om eksklusivaftaler meget ensporet. Vi vil have generel afskaffelse på alle områder – ikke kun hos fagforeningerne - og vi vil diskutere det med parterne. Samtidig har vi sagt, at der i forbindelse med EU-udvidelsen er brug for en syv års overgangsordning, så arbejdsmarkedet får tid til at indrette sig efter de ny forhold. Så som det ser ud nu, kan vi ikke gå med til at afskaffe eksklusivaftalerne, siger Bent Bøgsted.