Sommervikaren og gartneren
Tendens: Måske bygger den danske lov om foreningsfrihed på en fejlfortolkning. Det kan blive opklaret af Menneskerettigheds-domstolen.
Regeringen er i en tvivlsom hovedrolle, og SiD er med på sidelinjen, når to eksklusivsager behandles af Menneskerettighedsdomstolen. (Bob Katzenelson)
For det er jo en kendsgerning, at eksklusivaftaler er et fortidslevn, som er ude af trit med menneskerettighederne, og at retshandlingen i Strasbourg derfor bliver en ren formalitet. Eller hvad?
Det kan meget vel være, at begge klagere får medhold, og i så fald er der næppe nogen tvivl: Eksklusivaftaler rettet mod almindelige lønmodtagere er i strid med menneskeretskonventionen og Folketinget har bare at indrette loven derefter, hvis det ikke er sket forinden.
Men det er altså en sag med flere ubekendte, og ser man strikt juridisk på den, kan der lige så godt argumenteres for det modsatte udfald - eller noget midt imellem. Menneskeretskonventionens artikel 11, som kan læses her på siden, er ikke er specielt entydig, når det gælder den negative foreningsfrihed - retten til at stå uden for en bestemt fagforening.
Domstolen
Alt det vender vi tilbage til. Først er det vigtigt at slå fast, hvad Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg er for en størrelse, og det gøres måske bedst med en sammenligning.
For nylig fik den danske regering en næse af FN's internationale arbejdsorganisation, ILO, der ser deltidsloven som et indgreb i den fri forhandlingsret. Den slags reprimander kan man være enig eller uenig i, men man har ikke pligt til at rette sig efter dem. Både borgerlige og socialdemokratiske regeringer har fået flere af den slags næser gennem tiden.
Anderledes forholder det sig med Menneskerettighedsdomstolen, som er sat i verden for at behandle krænkelser af den 53 år gamle menneskeretskonvention. Danmark har ved lov bundet sig til at efterleve domstolens afgørelser, uanset om de vedrører danskere eller borgere i Europarådets 43 andre medlemslande. Og det var sådan, tre engelske jernbanefunktionærer i 1981 banede vej for den første danske lov om foreningsfrihed.
Kort fortalt havde de engelske jernbaner, British Rail, indgået eksklusivaftale med tre fagforeninger. Men funktionærerne nægtede at melde sig ind og blev fyret.
Domstolen fandt, at det var i strid med menneskeretskonventionen og lagde vægt på, at eksklusivaftalen blev indgået efter ansættelsen. Det princip blev siden overført til den danske lov, hvori der står, at man hverken må afskediges, fordi man er medlem af en bestemt forening, eller fordi man ikke vil være medlem af en bestemt forening. Med mindre man altså inden ansættelsen har fået at vide, at der eksisterer et sådant krav om medlemskab - altså en eksklusivaftale.
Det er underforstået, at denne undtagelse kun gælder det private arbejdsmarked. Eksklusivaftaler er principielt ulovlige i den offentlige sektor, fordi alle borgere som udgangspunkt skal behandles ens.
Sommervikaren
Spørgsmålet er, om den danske lov bygger på en lidt for firkantet fortolkning af British Rail-dommen. Det eneste afgørende er måske ikke, om man havde kendskab til eksklusivaftalen ved ansættelsen, men også om man reelt bliver forhindret i at udøve sit erhverv.
Det antyder Menneskerettighedsdomstolen selv i begrundelserne for at optage de to danske klager, der blev nævnt i artiklens indledning. Sagerne er vidt forskellige. Eneste lighed er reelt, at begge klagere på forhånd havde fået at vide, at de skulle melde sig ind i SiD for at få jobbet.
Hovedpersonen i den første sag er Morten Sørensen, som i 1996 fik et job som sommervikar i FDB. Kort efter blev han fyret, da han nægtede at melde sig ind i SiD og dermed efterleve den eksklusivaftale, FDB har med LO.
Blandt jurister er det en udbredt opfattelse, at der er tale om en konstrueret sag; at Morten Sørensen efter råd fra Danmarks Frie Fagforening søgte jobbet for at blive fyret. I hvert fald kunne han nok have skaffet et andet sommerjob og dermed et andet sted at tjene penge.
Det var nu ikke derfor, han tabte sin sag ved de danske domstole, men netop fordi han kendte til eksklusivaftalen ved ansættelsen og loven dermed var overholdt.
Gartneren
Anderledes med den anden sag, som har en gartner, Ove Rasmussen, i hovedrollen. Selv om det er Kristelig Fagforening, der fører sagen, har han valgt at blive i SiD for at bevare sit job. Og da eksklusivaftaler er udbredte på gartneriområdet, er han i højere grad truet på sit erhverv.
Menneskerettighedsdomstolen har ekstraordinært valgt at behandle hans sag, selv om den ikke først har været prøvet ved de danske domstole. Sat på spidsen finder dommerne i Strasbourg det urimeligt, hvis Ove Rasmussen skulle risikere sit job ved at melde sig ud af SiD blot for at tabe den ved de danske domstole. Og det ville han - loven og retspraksis er ret klar.
Her lægges altså vægt på klagerens mulighed for at leve af sit erhverv. Og det argument underbygges af to andre sager, som domstolen har valgt at afvise.
De to sager er sørme også danske, men i disse to tilfælde har klagerne - en industriarbejder og en telefonpasser i et taxafirma - fået erstatning i Højesteret, fordi de ikke på forhånd havde fået at vide, at der var en eksklusivaftale.
Menneskerettighedsdomstolens afvisning skyldes dels, at begge har accepteret deres erstatninger, men i nok så høj grad, at de havde - og har - muligheder for at søge job andre steder.
Regeringen
Om menneskerettigheder på den måde kan gradbøjes - om der med andre ord er forskel på at være faglært gartner og flaskedreng - afgøres inden for et år. Klagerne har frist til 2. juni til at sende yderligere kommentarer til domstolen, og det samme har forsvaret, som er den danske stat. Derefter går der et par måneder med at kommentere hinandens kommentarer, og så skal dommerne i Strasbourg blot finde plads i kalenderen.
Udenrigsministeriet er nu i gang med at sammensætte en såkaldt procesdelegation, som desuden vil bestå af repræsentanter fra Beskæftigelsesministeriet og Justitsministeriet. Og selv om embedsmændene har pligt til at forsvare den til enhver tid gældende lovgivning, vil det med rimelig sandsynlighed kunne ses af forsvarsskriftet, at regeringen har skiftet farve, siden Menneskerettighedsdomstolen første gang blev involveret for snart fire år siden.
Det er på den ene side pudsigt for VK-regeringen, at den formelt skal forsvare de eksklusivaftaler, den i øjeblikket kæmper forgæves for at få et flertal i Folketinget til at afskaffe. På den anden side har regeringen stor mulighed for at påvirke det forsvar, der skal føres i Strasbourg.
Som en embedsmand udtrykker det, vil den nuværende regering nok have det mindre ubekvemt end den forhenværende ved at blive dømt. Et nederlag vil tilmed kunne bruges til at få et forbud mod eksklusivaftaler til at glide glat igennem Folketinget.
Fagbevægelsen
Her kommer fagbevægelsen ind i billedet. SiD var jo part i de to sager, da de verserede for de danske domstole, og Forbundet kan, eventuelt sammen med LO, komme med en tredjepartserklæring, som om nødvendigt fylder hullerne i regeringens forsvarsskrift.
Forsvarets lidenskab kan have stor betydning for sagens udfald. En svensk arbejdsgiver, Gustafson, mente, at det var i strid med menneskerettighederne, at han kunne tvinges til at indgå en kollektiv overenskomst. Da sagen blev rejst, havde Sverige en borgerlig regering, og ved en foreløbig afgørelse i den daværende Menneskeretskommission (dette "tokammersystem" blev afskaffet i 1998), stod Sverige til at tabe klart. Men inden behandlingen ved selve domstolen i 1996 havde Socialdemokraterne overtaget magten i Sverige og endte med at vinde sagen.
Netop denne sag bruges ofte som eksempel på, at Menneskerettighedsdomstolen er parat til at tage hensyn til forholdene i de enkelte lande. Havde Gustafson fået medhold, havde det fået vidtrækkende betydning for samfundssystemerne i både Sverige, Norge og Danmark, som i høj grad er reguleret via aftaler. Og jurister vurderer, at noget tilsvarende sagtens kan ske i de aktuelle danske sager - at eksklusivaftaler kategoriseres som en del af det kit, der får den danske model til at hænge sammen - og ikke som et fortidslevn.