Hver tredje praktikpladssøgende falder fra
På fire måneder røg en ud af tre elever ud af køen til en praktikplads. 3F kræver, at regeringen udsteder en uddannelsesgaranti.
- Regeringen må sætte initiativer i gang, der skaffer flere praktikpladser, og det kan ikke gå hurtigt nok. I dag får hver femte ung ikke en uddannelse, siger Per Christensen, forbundssekretær i 3F. En undersøgelse fra Undervisningsministeriet fra slutningen af 2005 viser, at ud af 9.680 unge, der søgte en praktikplads, røg de 2.924 ud af køen af søgende og fik hverken praktikplads eller skolepraktik i løbet af de fire måneder, undersøgelsen fulgte dem.
3F kræver en reel uddannelsesgaranti, så de unge kan fuldføre en uddannelse.
- En stor del af dem, der røg ud, har jo opgivet at gøre deres uddannelse færdig, fordi der ikke er praktikpladser nok, eller fordi der er skåret hårdt ned på skolepraktikken, siger forbundssekretær i 3F Per Christensen.
Kræver handling
Han pointerer, at det er fint, at regeringen har en målsætning om, at 95 procent af de unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse inden 2015. Men hvis målsætningen skal føres ud i livet, kræver det handling.
- Regeringen må sætte initiativer i gang, der skaffer flere praktikpladser, og det kan ikke gå hurtigt nok. I dag får hver femte ung ikke en uddannelse, siger Per Christensen, der forventer, at regeringens oplæg til Globaliseringsrådets møde 21. marts indeholder en reel garanti og konkrete bud på flere praktikpladser.
På Globaliseringsrådets møde drøftes regeringens samlede strategi for Danmark i den globaliserede økonomi.
Lokkes med praktiktilskud
- 3F har foreslået praktikpladstilskud betalt af de arbejdsgivere, der ikke opretter praktikpladser og af en sådan størrelse, at det lokker flere arbejdsgivere ud af busken. Den ide må statsministeren godt låne. Manglende uddannelse er et problem for den enkelte og for samfundet. Ikke mindst i et globaliseret samfund, hvor det eneste sikre er, at der sker store forandringer, hvor man mødes med krav om nye kompetencer, siger Per Christensen.
Knap 7.000 venter på praktikplads
Den nyeste praktikpladsstatistik fra Undervisningsministeriet er fra december 2005. Den viser, at antallet af indgåede uddannelsesaftaler er stigende, men ved årsskiftet var der stadig 6.696 unge, der forgæves søgte praktikplads.
- Det er alt for mange. Erhvervsuddannelsernes største problem er, at så mange unge reelt ikke har mulighed for at tage - eller færdiggøre deres uddannelse, fordi der hverken er praktikpladser eller skolepraktik. Og hvad med alle dem, der dropper helt ud. Skal de på offentlig forsørgelse som 18-20-årige?, spørger Per Christensen.
Se Undervisningsministeriets undersøgelse fra 2005 (tabel 5)
Se Undervisningsministeriets undersøgelse fra 2005 (tabel 5)