3F-forslag kan løse mangel på praktikpladser
Ny 3F-beregning viser, at lille stigning i arbejdsgiverbidrag til elevrefusion kan være med til at afskaffe praktikpladsproblem. Næsten 7.000 unge står uden praktikplads.
Et beløb på 335 kr. pr. ansat om året vil indbringe ekstra 625 millioner kr. Det kan finansiere et tilskud til arbejdsgiverne på 20.000 kr. pr elev, der bliver færdig med en erhvervsuddannelse - og dermed motivere flere arbejdsgivere til at tage en elev. (Arkivfoto: Jens Bach) 3F er skuffet over et slapt og uambitiøst praktikpladsoplæg fra regeringen og foreslår nu en kontant løsning, der for få midler langt hen ad vejen vil kunne løse praktikpladsproblemet, hvor 6.700 unge aktuelt står uden praktikplads.
3F's nye beregning viser, at hvis arbejdsgivernes bidrag til Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER) blev hævet med beskedne 335 kroner pr. ansat om året, ville det indbringe ekstra 625 millioner kroner. Det kan finansiere et tilskud til arbejdsgiverne på 20.000 kroner pr. elev, der bliver færdig med en erhvervsuddannelse. Vel at mærke samtlige elever – forslaget er beregnet efter cirka 31.000 udlærte.
- Vores forslag belønner de arbejdsgivere, der løfter opgaven og lader de arbejdsgivere, der kører på frihjul betale ved kasse et, siger 3F's forbundssekretær Per Christensen.
Alle arbejdsgivere betaler i dag bidrag til AER. I runde tal 1.600 kroner pr. medarbejder pr. år og med rabat, når der er mange ansatte.
Tilskud virker
Per Christensen peger på, at statistikken viser, at praktikpladstilskuddet er en særdeles effektiv måde at få arbejdsgiverne til at skaffe flere praktikpladser på. Praktikpladstilskuddet blev indført i 1990erne og blev afskaffet igen i 1998.
- Allerede i 1999 faldt antallet af praktikpladser brat, og det er aldrig kommet op i nærheden af samme niveau, siger han.
I 1999 blev der indgået 30.981 uddannelsesaftaler. I 1998 blev der indgået 34.544 aftaler og længere tilbage - i 1995 - var antallet helt oppe på 39.600. Undervisningsministeriets nyeste tal viser, at der i 2005 blev indgået 31.641 uddannelsesaftaler.
Dansk Industri siger nej
Chefkonsulent i Dansk Industri David Jensen afviser forslaget.
- DI's holdning er, at tilskud ikke har den ringeste effekt. Det er ren afbrænding af penge. Og vi er ikke enige i, at der er så stor mangel på praktikpladser. Der er ledige pladser, blandt andet i de "sorte" fag (metalfagene, red) og dem skal de unge vejledes over i. Det reelle problem er, at der i dag er over 40.000 15-19-årige, der slet ikke er inde i uddannelsessystemet, fordi de er hægtet af eller har fravalgt det, siger David Jensen.