Over 6.500 mangler praktikplads

Selvom praktik-fremgangen fortsætter, er der stadig alt for mange unge, som mangler praktikplads. Beløn arbejdsgivere, der tager ansvar, foreslår 3F.

Der mangler fortsat praktikpladser. (Arkivfoto: Jens Bach)Der mangler fortsat praktikpladser. (Arkivfoto: Jens Bach)

De nyeste tal fra Undervisningsministeriet viser, at der ved udgangen af 2005 var 6.645 unge uden praktikplads. Det er et fald på 34 procent i forhold til året før.

Men det er stadigvæk et alt for højt antal unge, der svigtes, og som ikke kan gøre deres uddannelse færdig, mener 3F, der foreslår, at de gode arbejdsgivere, der tager samfundsmæssigt ansvar, bliver belønnet.

Arbejdsgiverne skal betale

Det skal ske, ved at AER-bidraget - Arbejdsgivernes Elevrefusion - der betaler tilskud til elevlønnen, når eleverne er på skole, hæves. Sådan at de virksomheder, der svigter, indirekte betaler til dem, der skaffer flere praktikpladser.

- 3F synes, man skal følge Velfærdskommissionens forslag om at hæve AER-bidraget væsentligt. Det skal nok få flere virksomheder på banen. Det er der behov for nu, påpeger forbundssekretær i 3F Per Christensen.

De store svigter

Han understreger, at en række undersøgelser viser, at det især er de små og mellemstore virksomheder, der uddanner unge.

- Derimod viger de store virksomheder udenom. Det samme gør hele det offentlige område. Vi må kraftigt opfordre til, at de også opretter flere praktikpladser, siger han.

De nye tal viser også, at der er en beskeden fremgang på fire procent i antallet af igangværende uddannelsesaftaler. Fra 55.707 til 58.192 og at der ved udgang af 2005 var 4.418 unge i skolepraktik.

Hver femte hægtet af

Per Christensen pointerer, at behovet for flere praktikpladser vil stige.

- Hver femte unge i dag gennemfører ikke en ungdomsuddannelse. Derfor har regeringen sat sig som mål, at der skal endnu flere gennem erhvervsuddannelserne. Det betyder, at der bliver behov for endnu flere praktikpladser over nogle år i størrelsesordnen 10.000 praktikpladser, siger han.

Per Christensen understreger, at 3F er helt enig med professor Christen Sørensen, der er formand for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, som har meldt ud, at det bør være et krav, at der skabes flere praktikpladser, og at arbejdsmarkedets parter hurtigst muligt skal sætte initiativer i værk.