Hver tredje elev dropper erhvervsuddannelse
Frafaldet på erhvervsuddannelser er fordoblet fra 10.000 til 21.000 elever på ti år, viser ny undersøgelse. 3F kritiserer undersøgelsen for at vige udenom stort problem: Kvaliteten.
35 procent af eleverne på erhvervsuddannelserne dropper i dag ud. Ifølge 3F kan det hænge sammen med, at skolerne fra politisk side er tvunget til at fokusere på økonomistyring og ikke kvalitet i undervisningen. (Arkivfoto) I 1994 påbegyndte 9.926 elever en erhvervsuddannelse uden at fuldføre den.
Trods forskellige bestræbelser på at mindske frafaldet er det nu ti år efter steget til 21.372 elever, hvilket bringer det samlede frafald i erhvervsuddannelserne op på cirka 35 procent, viser en ny undersøgelse fra Undervisningsministeriet, der ser nærmere på årsager og forklaringer.
3F kritiserer imidlertid, at undersøgelsen viger udenom et meget stort problem: Økonomistyringen som betyder, at skolerne tænker mere på økonomi end på kvalitet i undervisningen.
Haarders taxameterkatastrofe
Kim Olsen, souschef i 3F's uddannelsespolitiske sekretariat pointerer, at der er brug for en finansieringsreform, så skolerne tjener penge på kvalitet i stedet for som nu på antallet af elever.
- Vi har desværre mange eksempler på, at der undervises uden lærer. I en konkret sag klagede eleverne til det faglige udvalg, og skolen erkendte, at man i mere end
25 procent af undervisningen ikke havde lærer på. Taxameterfinansieringen som undervisningsminister Bertel Haarder indførte i sin tid er en katastrofe, og bærer sit store ansvar for, at skolerne mere tænker på økonomi end på gode uddannelser, siger han.
Dårlige læsere falder fra
Undersøgelsen fremhæver, at de faglige og personlige færdigheder, som de unge har fået med hjemmefra og fra folkeskolen, har afgørende betydning for, hvordan de klarer sig. Læsefærdigheder har også betydning for, om ungdomsuddannelsen fuldføres.
- Der er klart, at der også er andre årsager til frafaldet. Blandt andet at mange hverken kan læse eller regne på et elementært niveau. Men alle de her ting har 3F for længst gjort ministeriet opmærksom på. Så det undrer, at man fortsat hellere søger forklaringer uden for systemet end indenfor, siger Kim Olsen.
Blandt andre konkrete årsager til frafaldet peger undersøgelsen på, at de unge savner respons og er usikre på, om de er gode nok. De har lav selvopfattelse og har tidligere afbrudt en uddannelse. De har kun 9. klasse som baggrund og er under 19 år, når de starter. De har anden etnisk baggrund end dansk, og de mangler praktikplads.
De unge skal trives
For at mindske frafaldet anbefaler undersøgelsen blandt andet, at skolerne lægger afgørende vægt på elevernes behov for at fungere i et godt socialt miljø. Det anbefales, at der sker en koordinering af skolernes og praktikvirksomhedernes indsats i forhold til den enkelte elev. Dels med fravær, dels i forhold til, hvis eleven har problemer med praktikvirksomheden.
Kim Olsen forslår, at ministeriets undersøgelse suppleres med studier af skolernes læringsmiljøer.
- Hvis eleverne oplever undervisningen som vedkommende og interessant, springer de ikke fra, understreger han.