Direktør for omstridt vikarbureau politianmeldt
Den tidligere selvudnævnte direktør for det konkursramte vikarbureau JobServer, Carsten Bo Petersen, er blevet meldt til politiet for bedrageri og konkursrytteri.
Carsten Bo Petersen, den tidligere selvudnævnte direktør for JobServer er blevet meldt til politiet, efter at han i april overtog alle aktiverne i det omstridte og konkursramte vikarbureau og oprettede et tilsvarende selskab kaldet JobSupply. (Foto: Arkiv.) Fortiden forfølger fynboen Carsten Bo Petersen. Den tidligere selvudnævnte direktør for JobServer er blevet meldt til politiet, efter at han i april overtog alle aktiverne i det omstridte og konkursramte vikarbureau og oprettede et tilsvarende selskab kaldet JobSupply.
Løb fra regning på 400.000
Poul Olsen, som står bag anmeldelsen, udlejede sit hus i Sønderjylland til polske vikarer hos JobServer fra september 2005 til april i år. I februar i år var Poul Olsen på besøg i huset, og det var et chokerende syn:
- Lejerne havde slukket for køleskabet, som stod ude midt på køkkengulvet, der var ødelagt af vand. Dørene i huset var ødelagt af spark og knytnæveslag, og skuffer i skabene var trådt i stykker. Der lå madaffald direkte på gulvet og tomme vodkaflasker overalt. Det var så svinsk, du drømmer ikke om det. Og så løber Carsten Bo Petersen og JobServer bare fra regningen, siger Poul Olsen til Nyhedsbrevet 3F.
12. februar var Carsten Bo Petersen på besøg for selv at se på det raserede hus, hvor skaderne samlet løb op i 402.000 kroner. Den selvudnævnte direktør for JobServer erkendte de voldsomme ødelæggelser, fremgår det af en e-mail fra Carsten Bo Petersen til Poul Olsens advokat:
"Jeg kan være enig i, at ødelagte elkontakter, dørstop, ødelagt weluxvindue, kompostbeholder, dryppende vandhane mv. bør ordnes nu. Jeg er på den anden side meget uenig i behovet for at ordne stuegulv og tæpper mv. nu, da det med stor sandsynlighed vil betyde at vi skal over det endnu engang inden aflevering af lejemålet. Dette vil medføre en unødig stor omkostning for os, uden overhovedet at tjene noget formål," skriver Carsten Bo Petersen i e-mailen, som Nyhedsbrevet 3F har set.
Gæld på over fire millioner
Carsten Bo Petersen sendte e-mailen 9. marts i år. Men intet blev repareret i det ødelagte hus, som polakkerne fra JobServer først forlod 16. april. 10. april fik Poul Olsen indbetalt den sidste husleje fra JobServer. Det var præcis samme dato, som Carsten Bo Petersen overtog alle aktiviteterne fra JobServer og førte dem over i hans nye selskab JobSupply, som han havde stiftet en uge forinden.
25. april forsøgte det omstridte vikarbureau JobServer at få lov at gå konkurs, men begæringen blev i første omgang afvist, fordi anmodningen manglede en gyldig underskrift. Det lykkedes dog selskabet at gå konkurs 9. maj i år. På det tidspunkt skyldte JobServer tre millioner kroner i feriepenge til dets polske vikarer samt havde en gæld til det offentlige på 1,2 millioner.
Carsten Bo Petersen vil ikke kendes ved gælden eller de hen ved 30 faglige sager mod JobServer, selv om han kører forretningen videre i samme spor i selskabet JobSupply.
Lang liste af lukkede selskaber
Spørgsmålet er, hvor lys fremtiden ser ud for JobSupply. I hvert fald skræmmer sporene fra den fynske direktørs fortid, mener Poul Olsen. I sin politianmeldelse har han ved hjælp af erhvervsdatabasen BiQ listet navnene op på en lang række lukkede selskaber, hvor Carsten Bo Petersen har været med i ledelsen: Fem selskaber er gået konkurs, og ti andre er likvideret.
Carsten Bo Petersen tager politianmeldelsen med sindsro.
- Der er ikke hold i nogen af anklagerne. Det tager jeg fuldstændig roligt, siger Carsten Bo Petersen til Nyhedsbrevet 3F.
Hvad er din kommentar til, at fem af de selskaber, hvor du har haft en ledende rolle, er gået konkurs, mens ti andre er likvideret?
- Jeg har været i erhvervslivet i mange år. Der er sket struktureringer, hvor nogle selskaber likvideret, fordi de ikke længere har haft en funktion. Det er der ikke noget mærkeligt i. Og jeg mener kun at have været i ét firma på det tidspunkt, hvor det er gået konkurs, siger Carsten Bo Petersen og understreger, at JobSupply overholder alle regler i forhold til dets godt 200 ansatte.
Ifølge erhvervsdatabasen BiQ var Carsten Bo Petersen direktør eller bestyrelsesmedlem i tre af de fem selskaber, da de gik konkurs, ligesom han var med i syv af ti selskaber, da de blev likvideret.