Milliongæld i omstridt vikarbureau

JobServer skylder over fire millioner kroner i feriepenge til dets polske vikarer samt i gæld til det offentlige. Skifteretten vil nu behandle firmaets anmodning om at få lov til at gå konkurs.

JobServer, der har begæret sig selv konkurs, skylder over fire millioner kroner i feriepenge til dets polske vikarer samt i gæld til det offentlige.JobServer, der har begæret sig selv konkurs, skylder over fire millioner kroner i feriepenge til dets polske vikarer samt i gæld til det offentlige.

Til trods for at vikarbureauet JobServer har haft en fin forretning i Danmark i de seneste tre år, ønsker selskabet nu at gå konkurs med en gæld på mindst fire millioner kroner. Det står klart, efter at en advokat lagde tallene for det hollandsk ejede selskab på bordet i Skifteretten i Odense mandag.

- Der er en gæld på 1,2 millioner kroner til det offentlige og en på tre millioner kroner i feriepenge til tidligere ansatte. På den baggrund mener jeg, at det er en god idé at lade selskabet gå konkurs, sagde Niels Borum, advokat hos Lexsos Advokater i Odense, på mødet i skifteretten.

Skiftede navn

4. april i år skiftede JobServer navn til Serviceselskabet af 25.03.2004. 25. april indgav firmaet selv begæring om at få lov til at gå konkurs, men det afviste skifteretten dog, fordi underskriften på papirerne ikke var ægte. Men 7. maj modtog Skifteretten i Odense den egenbegæring om konkurs, som retsmyndigheden behandlede for første gang mandag formiddag.

10. april i år overtog den tidligere direktør i JobServer, Carsten Bo Petersen, medarbejderne og aktiviteterne i et vikarbureau - som var stiftet en uge forinden - under navnet JobSupply. Vel at mærke kun de omkring 250 medarbejdere, som ikke havde henvendt sig til fagforeningen, fordi de var blevet snydt i løn hos JobServer.

Bunkevis af sager

Mapperne med faglige sager imod JobServer vokser og vokser. 3F har alene hen ved 30 sager imod selskabet for brud på overenskomsten, men flere andre fagforbund har også rejst krav over for vikarbureauet. Samlet løber sagerne op i flere millioner kroner.

Fælles for sagerne er, at de polske vikarer har måttet aflevere en stor del af deres løn i husleje til JobServer, ligesom de har måttet betale overpris for transport til og fra arbejde samt for rejser til Polen. Selv om de ikke måske slet ikke har været en tur i hjemlandet.

- Man må bare konstatere, at JobServers forretningskoncept med at sælge polske vikarer til danske virksomheder alt for billigt ikke har kunnet bære. Det nytter ikke, at de polske vikarer skal betale for vikarbureauets overskud ved at blive trukket alt for meget i husleje, transport og administration, siger Thomas Møller, formand for Den Grønne Gruppe i 3F Århus Rymarken, til Nyhedsbrevet 3F.

3F: På danske vilkår

3F Århus Rymarken har allerede hentet 230.000 kroner til polske vikarer, som var blevet snydt hos JobServer. Derudover har 3F-afdelingen yderligere rejst et krav på 700.000 kroner til 15 andre polakker, som har arbejdet for firmaet på arbejdspladser rundt om i Danmark. Afdelingens beregninger viser, at hver polak netto har fået mellem 5.000 og 7.000 kroner for lidt i løn. Om måneden.

- Polakkerne skal være velkomne til at arbejde i Danmark, hvis det sker på danske vilkår. Men jeg håber, at polakkerne nu har set, at ikke alle danske arbejdsgivere har rent mel i posen. Det er utilfredsstillende, at det her også er gået ud over en lang række danske medarbejdere, som har mistet deres job på grund af underbetalte polakker på ikke mindst de danske gartnerier, siger Thomas Møller.

Penge i banken

De polske vikarer skal ikke forvente at få deres penge af JobServer. For på mandagens møde i skifteretten kom det frem, at JobServer har aktiver for 200.000 kroner stående på en bankkonto. Pengene svarer nogenlunde til det beløb, advokaten må forventes at skulle have i løn samt øvrige omkostninger til behandlingen af JobServers anmodning om konkurs.