Millionsag mod omstridt vikarbureau udsat
Hundredvis af polske vikarer lever nu i uvished om, hvorvidt de får de millioner af kroner, som de er blevet snydt for af JobServer. En principiel sag mod deres konkursramte vikarbureau er udskudt på ubestemt tid.
(Foto: Arkiv) Onsdag var egentlig dommens dag for JobServer. Men 6. juni afsiger Arbejdsretten alligevel ikke dets endelige afgørelse i en principiel sag mod vikarbureauet. Millionsagen om grov udnyttelse og underbetaling af polske skibsbyggere på Fyn er udsat på ubestemt tid, fordi det lykkedes det kontroversielle vikarbureau at få lov at gå konkurs 21. maj. Lige inden en stribe af faglige sager skulle for retten.
- Sagen mod JobServer er udskudt. Fredag 14. juni bliver der afholdt et almindeligt retsmøde, hvor det skal diskuteres, hvordan sagen skal fortsætte, siger Marianne Bjørnshauge, kontorfuldmægtig i Arbejdsrettens sekretariat, til Nyhedsbrevet 3F.
Søby-sagen
Den konkrete sag drejer sig om otte polakker, som JobServer sidste sommer hentede til Danmark for at leje dem ud til Søby Værft på Ærø. De polske skibsbyggere fik ikke timelønnen på godt 168 kroner, som vikarbureauet havde lovet dem ifølge kontrakten. Polakkerne fandt ud af, at timelønnen var sat ned til godt 95 kroner, da de fik deres første løn og lønsedler efter to måneders arbejde på værftet.
Polakkerne måtte også finde sig i, at de hver især blev trukket 8.355 kroner om måneden i forskellige tvungne ydelser til JobServer for blandt andet høj husleje, dyr transport samt udgifter til administration hos vikarbureauet.
På samme måde er andre polske skibsbyggere blevet snydt af JobServer, da de arbejdede på Lindøværftet ved Odense. De 34 polske metalarbejdere har i alt 1,4 millioner kroner i klemme hos vikarbureauet.
- Det er meget frustrerende. Selvom sagen er meget velbelyst, forventer jeg, at der nu efter konkursen går to til tre år, før polakkerne ved, om de får pengene, siger Peter Nisbeth, advokat i LO, til Nyhedsbrevet 3F.
Bunker af sager
Søby-sagen, som blev rejst af Dansk Metal, er ikke den eneste sag mod JobServer. Langtfra. 3F har hen ved 30 lignende sager mod selskabet for brud på overenskomsten, og samlet løber de op i flere millioner kroner til de langt over hundrede vikarer.
Tre af 3F's sager skulle efter planen være behandlet ved Arbejdsretten 21. juni. Men det er nu ligeledes usikkert, hvad der sker i disse sager efter JobServers konkurs.
JobServer havde ellers en fin forretning i dets tre år i Danmark. Det hollandsk ejede bureau med base i Odense lejede i begyndelsen først og fremmest polakker ud til fynske gartnerier. I de sidste par år blomstrede virksomheden, og vikarerne blev sendt ud på opgaver rundt om i hele landet og også inden for andre brancher som industrien og transport. Ifølge Udlændingeservice fik JobServer i 2006 udstedt ikke færre end 1.128 arbejdstillader til dets østarbejdere i Danmark.
Men lige inden de mange sager skulle for Arbejdsretten, lykkedes det det omstridte vikarbureau at gå konkurs med en gæld på mindst fire millioner kroner i feriepenge til dets polske vikarer samt i udestående til det offentlige.
Det konkursramte JobServer kører dog videre i nyt navn. Selskabets tidligere selvudnævnte direktør, Carsten Bo Petersen, har overtaget medarbejdere og fortsætter aktiviteterne i det nyoprettede selskab Jobsupply. Det eneste fra JobServer, som han ikke vil røre, er de faglige sager.