Omstridt vikarbureau vil gå konkurs
Virkarbureauet JobServer har inden for tre uger skiftet navn og begæret sig selv konkurs. 3F har hen ved 30 faglige sager mod bureauet.
JobServers logo er efterhånden blevet landskendt på grund af de mange faglige sager, der kører mod dem. Nu har bureauet begæret sig selv konkurs. Selv om vikarbureauet JobServer har haft en blomstrende forretning i firmaets treårige levetid i Danmark, ønsker selskabet nu at gå konkurs.
4. april i år skiftede JobServer navn til Serviceselskabet af 25.03.2004. Og 25. april indgav firmaet begæring om konkurs, som dog blev afvist, fordi anmodningen manglede en ægte underskrift. Men nu har Skifteretten i Odense modtaget en brugbar begæring:
- Serviceselskabet af 25.03.2004 har indgivet en egenbegæring om konkurs 9. maj i år, siger Alex Nymark, funktionschef ved Skifteretten i Odense, til Nyhedsbrevet 3F.
Samme selskab med nyt navn
Serviceselskabet af 25.03.2004 har samme virksomhedsnummer som JobServer. Dermed er der tale om det samme selskab, bekræfter Erhvervs- og Selskabsstyrelsen:
- CVR-nummeret er unikt. Når numrene på de to virksomhedsnavne er ens, er det fordi, selskabet har skiftet navn. JobServer ApS har den 4. april skiftet navn til Serviceselskabet af 25.03.2004 ApS, siger overassistent Gudrun Hansen, Center for Kundekontakt i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, til Nyhedsbrevet 3F.
Kø af sager imod selskabet
Bunkerne med faglige sager imod JobServer bliver hele tiden tykkere og tykkere. 3F har omkring 30 sager imod selskabet for brud på overenskomsten, men flere andre fagforbund har også rejst sager over for vikarbureauet
Fælles for sagerne er, at bureauets polske vikarer har måttet betale en stor del af deres løn tilbage til vikarbureauet for husleje, transport til og fra arbejde samt for rejser til Polen. Til trods for at polakkerne bor tæt på deres arbejdsplads og måske slet ikke har været hjemme på besøg hos familien i hjemlandet.
For eksempel betalte polske Alina Maria Rewkowska knap 5.000 kroner om måneden for at bo i et mindre parcelhus sammen med ti andre polakker. Alina havde ikke en gang sit eget værelse.
Den Grønne Gruppe i 3F har allerede skaffet 185.000 kroner til medlemmer, som JobServer havde snydt i betaling for blandt andet overarbejde. Derudover gør den grønne gruppe krav på godt 700.000 kroner til 14 andre polske 3F'ere i fire verserende sager imod vikarbureauet.
Stort selskab
Det hollandsk ejede vikarbureau leverede i sin første tid i Danmark især østarbejdere til fynske gartnerier. Men i de sidste par år har bureauet bredt sig til hele landet og sendt dets vikarer ud på opgaver inden for områder som industrien og transport.
Ifølge Udlændingeservice fik JobServer i 2006 ikke færre end 1.128 arbejdstilladelser til især polakker.