Ingen sulteløn til Marcin og hans kolleger

Polske Marcin Molenda var tæt på at havne i det forkerte vikarbureau. I stedet fik han via vikarbureauet Adecco job som brolægger til dansk timeløn. Sammen med tre landsmænd bor han i en villa til en rimelig husleje.

Der er brede smil og nysgerrige blikke i det store, gule hus i Gentofte, hvor 26-årige Marcin Molenda bor sammen med tre af sine polske arbejdskolleger. Huset er næsten 200 kvadratmeter stort, og rummer fire værelser, et køkken og to badeværelser. Der er også en stor stue, som er delt op i spiseafdeling i den ene ende og dagligstue i den anden. Hans tre kolleger har sat sig til rette i sofaen med en kop kaffe og ser grinende til, mens fotografen knipser løs, og Marcin prøver at finde en grimasse. De fire mænd har boet sammen siden august, og de lærte hinanden at kende hjemme i Polen under et tre ugers danskkursus arrangeret af vikarbureauet Adecco. Siden har de boet sammen i villaen i Gentofte.

Ingen dårlige beretninger

Marcin kender ikke selv polakker, der er hyret af vikarbureauet Jobserver, som kræver en del af lønnen tilbage via ublu huslejer og mystiske gebyrer.

- Jeg har det ikke godt, når jeg hører, at andre polakker lever under de forhold. Jeg har hørt om sådan noget i Tyskland og Sverige, men jeg vidste ikke, at det også skete her, siger han.

Hans arbejdsgiver er heller ikke blandt de dårlige eksempler, der normalt optræder i Fagbladet 3F.

- Jeg er glad for det hele. Både for huset, arbejdet og lønnen, og det betyder meget, at jeg har mit eget værelse og privatliv. Det eneste beløb, jeg bliver trukket for, er huslejen. Den er 825 kroner med forbrug pr. uge, fortæller Marcin, der arbejder som brolæggervikar for firmaet Zacho-Lind A/S.

Fra 12 kroner til 150 kroner

Marcin Molenda er fra Lubliniec i det sydlige Polen. Han tog til Danmark, fordi han og kæresten havde købt en lejlighed, og lånet skal jo betales tilbage til banken.

- I Polen arbejder vi mange timer, og lønnen er meget lav. En brolægger i Polen tjener 12 kroner i timen. Her får jeg 150 kroner, så jeg tænkte ikke så meget over det med at skulle af sted. Jeg var bare glad for at få arbejde og tjene penge, fortæller Marcin.

At det lige blev vikarbureauet Adecco, der ansatte ham, er en tilfældighed. Han havde sendt ansøgninger ud til flere, deriblandt Jobserver.

- Jeg søgte på nettet, hvor der var mange job hos vikarbureauer, men Adecco i Polen svarede først. Heldigvis, siger han og smiler.

Så gik turen til Krakow, hvor Adeccos danske afdeling selv udvalgte ham, og så kom han på tre ugers danskkursus.

- Det betyder meget at kunne kommunikere, når man går blandt de danske kolleger på arbejdspladsen, fortæller han. De får fortsat sprogundervisning to gange om ugen under opholdet i Danmark.

Ordentlige forhold

Dennis Egerup er chef for den afdeling i Adecco, der hyrer vikarer til bygge- og anlægsbranchen. Han er forarget over nogle arbejdsgivere og bureauers uetiske opførsel.

- Jeg er skuffet over, at nogen kan finde på at udnytte polakkerne. Så dårligt går det altså ikke. Vi har også fået henvendelser fra firmaer, der vil have billig arbejdskraft, og vi har sagt nej. Vi skaffer kvalificerede folk, fordi der er mangel på dem, siger han.

Boliger er heller ikke et grundlag for indtægt hos Adecco, og de ansatte er ikke tvunget til at bo i dem. Deres kriterier for boligen er, at den er i god stand, folk skal have deres eget værelse, og at huslejen aldrig må overstige 825 kroner om ugen.

- De skal have ordentlige forhold. Vi prøver at matche boligen prismæssigt, og vi er blevet bedre til at ramme, men er den lidt for dyr, så dækker vi underskuddet. Det kan godt være, vi tjener en krone mindre, men til gengæld kan vi se os i spejlet hver dag, forklarer Dennis Egerup, der oplyser, at de i øjeblikket selv må gribe til lommerne i op mod halvdelen af tilfældene og taber mellem 1.000-3.000 kroner om måneden i alt.

Drømmer om Danmark

Marcin glæder sig til at komme hjem på juleferie. Men det er ikke så meget juleaften som 30. december, der trækker. Den dag gifter han sig med sin kæreste, der venter parrets første barn.

- Det er lidt hårdt at være væk. Hun er fire måneder henne, og jeg savner hende rigtig meget, men vi snakker sammen i telefonen hver dag. Hun er sat til 8. februar, og jeg vil gerne hjem og være med, når barnet bliver født, fortæller den vordende far stolt. Han planlægger at tage et par måneder fri, når tiden nærmer sig.

- Jeg skulle have været hjemme til februar, men jeg har fået forlænget min kontrakt med et halvt år mere. Det er jeg rigtig glad for, fordi jeg drømmer om at flytte hertil en dag med min familie, siger han.

Hjælp de udenlandske medarbejdere

Ikke alle udenlandske vikarer er lige heldige med deres arbejdsgivere. Men du kan hjælpe dem.

- Kom i dialog med dem, og forklar dem om 3F ,og hjælp dem til at melde sig ind.

- Tag dem med i den lokale 3F-afdeling, og bed dem om at medbringe lønsedler og kontrakter, så afdelingen kan gennemgå dem.

- Fortæl dem, at de på www.3f.dk kan læse om deres rettigheder - på polsk.