Fritidsjobbet sendte Vicky på førtidspension
21-årige Vicky Piilgaard endte på førtidspension på grund af en ulykke på fritidsjobbet i Matas. Få gode råd til, hvordan dit barn undgår arbejdsskader på fritidsjobbet.
En ulykke på fritidsjobbet knuste drømmen om et liv som frisør for 21-årige Vicky Piilgaard, der her ses sammen med hunden Basse. (Foto: Henrik Bjerregrav) Vicky Piilgaard på 21 år skulle netop have fejret sit svendegilde sammen med de andre fra frisørskolen i Århus. I stedet er hun bundet til sit hjem, pint af rygsmerter og på førtidspension. Alt sammen som følge af et fritidsjob hun havde, da hun var 17 år.
I 2006 gik Vicky Piilgaard i 10. Klasse, og i sin fritid arbejdede hun i Matas. Her satte hun varer på plads, men en eftermiddag fik hun overbalance på stigen, da hun skulle nå den øverste hylde. Hun faldt bagover, og konsekvensen blev et tre centimeter skævt bækken og et liv i konstante smerter. Lægerne siger, hun aldrig vil kunne passe et fuldtidsjob, og fra 1. maj i år fik hun tilkendt førtidspension.
- Det er forfærdeligt bare at sidde hjemme. Jeg har altid arbejdet meget og haft gang i en masse ting og for at være helt ærlig, så føler jeg mig som en bums lige nu. Det er en dybt frustrerende følelse at sidde med, siger hun.
Hjælpes ud af sengen
Et skævt bækken ændrer ved benlængden, så det ene ben bliver et par centimeter længere end det andet. Men det helt store problem er, at det skæve bækken trækker rygsøjlen skæv. Derfor kan Vicky Piilgaard hverken gå, stå eller sidde ret længe ad gangen uden at få ondt. Hun er nødt til at skifte stilling konstant.
Af samme grund vågner hun også indimellem op om morgenen med en smertende og fuldstændig stiv ryg. Når det sker, er hendes forældre nødt til at hjælpe hende op af sengen og sørge for hurtigt at få hende klemt ind hos en fysioterapeut.
Vicky Piilgaard flytter inden længe hjemmefra, og de hårde morgener bekymrer hende:
- Jeg er spændt på, hvordan det bliver, og om jeg ender med at måtte ringe til mine forældre og bede dem komme og hjælpe mig op af sengen, siger hun.
Drømmen er gået i smadder
Vicky Piilgaard manglede ni måneder af frisøruddannelsen, men måtte stoppe, da smerterne i ryggen blev for voldsomme og sygedagene for mange.
- Jeg skulle egentlig have været med til festen, hvor de andre fra mit hold fejrede, at de var færdiguddannede, men jeg gjorde det ikke alligevel, for så ville jeg bare blive mindet om, at min drøm er gået i smadder, siger hun og fortsætter:
- At stå som 21-årig og ikke vide, hvad man skal gøre, og hvad man kan gøre med sin fremtid, det er hårdt.
Ville ikke tro det
Da Vicky Piilgaard startede på frisørskolen et halvt år efter ulykken i Matas, havde studievejlederen allerede gjort hende opmærksom på, at det kunne blive et problem at gennemføre uddannelsen:
- Men jeg ville bare ikke tro det. Jeg kunne ikke få det til at hænge sammen, at jeg ikke kunne få min drømmeuddannelse på grund af den dumme stige, siger hun.
Derfor påbegyndte hun uddannelsen til frisør, men tre år senere måtte hun sande, at studievejlederen havde haft ret.
Fremtiden er uoverskuelig
I dag sidder Vicky Piilgaard i sit hjem i Århus og er afhængig af sin bil, som gør besøg hos venner og familie mulige. Hun har svært ved at overskue fremtiden, men drømmer stadig om en dag at kunne gøre sin frisøruddannelse færdig og få et deltidsjob som frisør:
- Jeg kan ikke se ret langt ind i fremtiden lige nu. Jeg har en masse drømme, men jeg ved ikke, om de kan blive til virkelighed, slutter hun.
Læs også "Flere unge får arbejdsskader" og "Forældre tager for let på børns fritidsjob" i Fagbladet 3F.