Førstehjælp til småskader på jobbet
Hvis du eller din kollega kommer ud for småskader på jobbet, er det vigtigt at bruge den sunde fornuft og se, hvor slem skaden egentlig er, inden du ringer efter en ambulance. Læs med og se, hvad du selv kan gøre ved småskader.
Det kan se drabeligt ud, hvis du kommer til at snitte dig selv i fingeren på jobbet, men hold lige vejret og tjek, hvor voldsom skaden egentlig er, inden du ringer efter Falck.
Uddannelsesleder hos Falck Henrik Mörke-Malmkvist kommer med gode råd til, hvordan man selv håndterer småskader på jobbet.
- Regel nummer et er, at man bruger sin sunde fornuft ved småskader. Man skal ikke gå i panik, men derimod prøve at overskue situationen og holde øje med den tilskadekomne. Det kan spare mange opkald til Falck, forklarer Henrik Mörke-Malmkvist.
- Vi henter jo nogle gange folk i ambulance, som har skåret sig i fingeren, og det er en skade, man oftest selv kan klare. Når en ambulance er ude ved sådanne skader, er man jo optaget for andre tilskadekomne, som måske har mere brug for os, forklarer uddannelseslederen og supplerer, at det selvfølgelig er vigtigt, at man tilkalder Falck, hvis man vurderer, at der er brug for det.
Stop selv blødningen
Hvis du har fået et snitsår, kan blodet godt fosse ud, men en sprøjtende blødning i for eksempel håndleddet er relativt nem at stoppe.
Forestil dig, at du har en gammeldags badedragt, med korte ærmer og ben, på. Alle snitsår uden for denne badedragt kan oftest stoppes. Hold en finger eller hånd på det blødende sted, og hæv stedet. Hvis det for eksempel er i håndleddet, så hæv din arm, så blodet strømmer væk fra blødningsstedet.
Når blødningen har fortaget sig, kan man se på, om den tilskadekomne skal en tur på skadestuen. Som tommelfingerregel skal man tilses, hvis såret er større end 1-2 centimeter i længde og dybde. Hvis såret gaber, sidder i ansigtet eller i et led, så skal man en tur til lægen eller på skadestuen.
Spis is og stop næseblodet
Har man fået næseblod, skal man sidde med hovedet bøjet let fremover og ikke med hovedet bagover, som mange tror.
Man kan spise en is eller have en isterning i munden, samtidig med at man har noget koldt over næseryggen. På den måde koagulerer (størkner) blodet lettere, fordi blodkarrene trækker sig sammen ved kuldepåvirkning.
Hvis næseblodet stadig flyder efter 10 minutter, tager man 10 minutter mere, og hvis det stadig bløder, skal man søge læge eller tage en tur på skadestuen.
Gem tåen
Er man så uheldig, at man for eksempel mister en finger eller en anden legemsdel, er det vigtigste, at den tilskadekomne ikke går i panik.
Hvis man finder den stump, der er revet af, så er det meget vigtigt, at stumpen opbevares tørt men køligt og frostfrit. Man kan for eksempel have den i en tør og ren pose, hvorefter man ligger stumpen i en anden pose med køligt vand. Er man i tvivl, så er det bedre at vente, til ambulancefolkene kommer.
Kolde omslag til klemte fingre og buler
Har man forstuvet et led, kan man følge RICE-huskereglen:
Ro: Stands aktiviteten, og hvil det skadede sted.
Is: Afkøl det skadede sted for at forhindre, at det hæver.
Compression: Anlæg en støttende og komprimerende forbinding.
Elevér: Løft det skadede sted, men kun hvis det ikke giver yderligere smerte eller forårsager yderligere skade.
Ved buler og andre hævelser som for eksempel at få en finger i klemme eller at slå hovedet skal der lægges et koldt omslag på så hurtigt som muligt. Det begrænser hævelserne, mindsker smerterne og giver færre eftervirkninger.
Få hjertet tjekket ved strømskader
Som udgangspunkt skal man tage en tur på skadestuen, hvis man har fået stød over 220 volt. Hjertet har nemlig også et elektrisk system, som kan blive påvirket af stød udefra. Man skelner imellem lavspænding, som er fra 210-380 volt, og højspænding, som er over 10.000 volt.
Det vigtigste at gøre ved strømskader er at få afbrudt strømmen. Hvis der er tale om en højspænding, så holder man mindst 20 meters afstand og ringer efter hjælp, hvis ikke man kan afbryde strømmen.
Skyl øjet
Får man noget i øjet, så skyl med rindende vand fra næseroden og ud. Skyl gerne op over øjenlåget, og fjern hurtigst muligt kontaktlinser fra øjet.
Har den tilskadekomne smerter, skal man skynde sig på skadestuen. En god idé er, at man tager emballagen med, hvis den tilskadekomne for eksempel har fået kemikalier i øjet.
Vand på den forbrændte hud
Bliver man forbrændt, så er opskriften vand, vand og atter vand. Vandet skal være tempereret, så personen kan holde til at have den forbrændte hud under vandet i lang tid. Hvis området er større end en hånds størrelse, og huden svulmer op og får brandvabler, skal man en tur på skadestuen, mens man stadig skyller så meget som muligt. Men hvis der er en rødme og en svien, så gælder det bare om at holde det forbrændte sted under tempereret vand, indtil man er smertefri. Det tager minimum en halv time.
På nogle arbejdspladser har man en gel, som køler, men ifølge uddannelseslederen hos Falck, så er vand det bedste middel.