Flere og flere chauffør-job udflages
Mangel på arbejdskraft har fået vognmændene til at flage ud og bruge udenlandsk arbejdskraft. 3F undrer sig over, at man ikke satser på rimelige forhold for at tiltrække chauffører.
Danske transportfirmaer flager i stigende omfang ud og råder nu over 3.000 lastbiler på fremmede plader. (Arkivfoto) Danske transportfirmaer flager i stigende omfang ud og råder nu over 3.000 lastbiler på fremmede plader. Det viser en opgørelse fra vognmandsforeningen International Transport Danmark, ITD, fra andet kvartal i år. Opgørelsen viser desuden, at hver syvende lastbil med fremmed nummerplade på de danske veje tilhører udenlandske datterselskaber eller filialer til danske transportfirmaer.
ITD forklarer udflagningen med mangel på kvalificerede danske chauffører, danske særregler og høje bøder for brud på eksempelvis reglerne om kørehviletid. Og foreningens underdirektør Poul Bruun siger desuden til Transportmagasinet, at udflagningen blandt andet skyldes de danske lønomkostninger.
I 3F's Transportgruppe vækker arbejdsgivernes udmeldinger stor undren.
- Arbejdsgiverne har ret i, at der mangler arbejdskraft. Men samtidig er de selv med til at skræmme arbejdskraften væk med meldinger om, at lønnen er for høj. Det, de reelt ønsker, er løndumping og ringere social sikring, siger forhandlingssekretær i 3F's Transportgruppe, Jan Villadsen.
Han anklager arbejdsgiverne for at svigte og ødelægge branchen.
- Vi har i mange år opfordret arbejdsgiverne til at planlægge langsigtet og medvirke til at uddanne og opkvalificere arbejdskraften. Vognmændene er selv skyld i manglerne, fordi de ikke har ønsket langsigtet planlægning og en strategi for at uddanne og tiltrække arbejdskraft, siger Jan Villadsen.
Tysk arbejdskraft
Også når det gælder transport af passagerer, kom udenlandsk arbejdskraft på banen. I sidste uge meldte Danmarks store busgigant Arriva ud, at selskabet ønsker at hente 200 chauffører i Tyskland.
Samtidig har branchen regnet ud, at manglen på arbejdskraft i 2006 kostede vognmændene 52 millioner kroner alene i HT-området.
Det er penge, som vognmændene har brugt på bøder for aflyste ture og ekstraudgifter til betaling for overarbejde, og i 2007 forventer branchen, at udgiften lander på 104 millioner kroner.
- Det skriger til himlen, at man ikke for længst er begyndt at bruge nogle af disse millioner på at skabe nogle bare nogenlunde acceptable forhold for chaufførerne, siger Jan Villadsen.
Han henviser til, at arbejdsgiverne i branchen fortsætter med at tilrettelægge arbejdet, så mange buschauffører har arbejdsperioder på op til mellem syv og otte timer uden pause. Og at buschaufførerne mange steder mangler ordentlige pauserum og toiletfaciliteter.
- Samtidig bliver vi ved med at se et hav af sager om urimelige afskedigelser og forsøg på at underbetale de chauffører, der fortsat er tilbage, siger Jan Villadsen.